Fra i aften og de næste fire lørdage kan de se eller gense TV2 Nords outdoor-duo, fotograf Bruno Stagsted og journalist Robert Bedsted, som på en fem dage lang ekspedition i kajak roede på fem af Nordjyllands åer.
De fem programmer med titlen FEM dage – FEM åer blev med stor succes vist i september 2019, hvor seerne live kunne følge duoen på de nordjyske åer. Og mange benyttede også muligheden for at hilse på det eventyrlystne par ude i naturen.
Nu er live-udsendelserne og de mange kilometers roning kogt ned til fem programmer på hver en halv times varighed, og de bliver vist fra i aften og de næste fire lørdage klokken 19.45 på Salto og på tv2nord.dk.
Udsendelserne giver et helt specielt indblik i den nordjyske natur set fra de to kajakker, som var spækket med sendeudstyr. Det er med andre ord muligt at komme med ud i naturen på steder, som ellers ikke er tilgængelige, med mindre man altså tager turen i kajak.
I aftenens afsnit, som er første etape af FEM dage – FEM åer, kan du følge Bruno Stagsted og Robert Bedsted på Ryaa, hvor de ror fra Manna og til Limfjorden – en strækning på godt 25 kilometer.
De næste lørdage byder på følgende kajakture:
Uggerby Å – fra Sindal til Vesterhavet (26 km)
Voer Å – fra Ormholt til Voerså (30 km)
Lindenborg Å – fra Buderupholm til Limfjorden (30 km)
Skals Å – fra Tjele Langsø til Kanogården i Hvornum (25 km)
Kilde: TV2 Nord.