Kæmpe succes med BTI Fodboldskole 2018

Med 102 piger og drenge fra 8 forskellige klubber var arrangørerne spændte på de 5 dage med rekord stor deltagelse ved BTI Fodboldskole 2018.

400

De 102 spillere af begge køn ved den netop afviklede BTI Fodboldskole 2018 blev delt ind i 6 grupper ud fra deres niveau, hvor de to var rene pigegrupper.

– Spillerne blev i de 6 grupper hver dag mødt med mange forskellige øvelser, hvor der blandt andet blev trænet 1v1, 2v2, overtalsspil, tekniske øvelser, kordination og selvfølgelig masser af kampe, fortæller Kenneth Mejlvang.

– Spillerne kæmpede godt med de forskellige øvelser til trods for varmen, og vi indførte Pippis motto: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Dejligt at se, at der i løbet af ugen blev knyttet mange nye venskaber på tværs af klubber, årgange og køn, fortsætter Kenneth Mejlvang.

Torsdag efter træningen var der frivillig eftersidning, hvor to glidebaner blev fyldt med sæbe og vand fra brandbilen, som kom forbi. Nok ikke den værste eftersidning for spillerne.

Skolen blev holdt for 5. år og vokser, men ambitionen om at være den mest personlige skole er stadig gældende.

– Vi vil fortsat være helt tæt på den enkelte spiller og matche spilleren med spillere på samme niveau og videreudvikle den enkelte spillers fodboldfærdigheder. Samtidig er der også plads til en uge med masser af sjov, når der er frikvarter, fastslår den erfarne træner fra BTI.

Det er en skole uden madpakker, for i køkkenet sørger et hold af frivillige for, at hver enkelt får sandwich med eget valg af indhold. Forældrene kan følge med i alt, hvad der sker på skolen via en lukket gruppe på facebook, hvor der lægges masser af billeder og videoer op.

– Det får vi mange roser for. Jeg vil gerne sige tak til de mange frivillige, som hjælper med at sætte skolen op, lave mad i køkkenet og selvfølgelig alle de trænere, som sørger for, at spillerne har en super start på sommerferien. Også en stor tak til Dagli Brugsen i Bindslev for gode procenter på mad og drikke, samt BabySam, som er hovedsponsor på BTI Fodkolen, uddyber Kenneth Mejlvang.

– Vi bag skolen vil også gerne sige tak til spillerne for en fantastisk uge og ser allerede frem til skolen i 2019. Vores primær mål er ikke at vokse, men at fastholde konceptet om at være den mest personlige fodboldskole. Vi håber, at se alle spillerne igen i 2019, slutter Kenneth Mejlvang.

Skolen sluttede med, at 102 spillere driblede i AaB kegler på Bindslev Stadion, inden den store vandkamp lukkede skolen ned.

Foto: Anne-Dorthe Mejlvang.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments