Kæmpe succes med BTI Havkajak Tversted

Siden starten i 2014 har Poul Vilstrup og medlemmerne fået kæmpe succes med BTI Havkajak Tversted.

11

I foråret og sommeren 2014 blev den første havkajakklub etableret her på Vestkysten. Nærmere betegnet ved Tversted Strand. Den er efterfølgende blevet en kæmpe succes.

Klubben er vokset støt gennem de næsten to år og har nu ikke mindre end 73 medlemmer. Klubben er formelt en selvstændig afdeling af idrætsforeningen BTI. Derudover gennemføres havkajak aktiviteter for turister om sommeren, hvilket også har givet stor og positiv opmærksomhed.

Den store succes er i høj grad et resultat af et fantastisk samarbejde med såvel Borger- og Turistforeningen i Tversted, DGI Nordjylland og BTI, samt ikke mindst det store engagement hos klubmedlemmerne.

– Havkajak sporten er i stærk vækst og ikke uden grund. At ro havkajak giver masser af livsglæde uanset din alder. Det giver mulighed for fantastiske naturoplevelser, hyggeligt samvær og godt kammeratskab, fortæller formand Poul Vilstrup.

Havkajak_Tversted_FlaskePosten_1_740x416

– Du kan tage på såvel korte som længere ture, med eller uden overnatning, sammen med andre eller bare alene på vandet, opleve det stille vand og solnedgangen, eller leg i bølger og udfordre teknik og kræfter med surf. Ja, du vælger selv, havkajak er simpelthen livsglæde, og så giver det god motion. Det kræver ingen forkundskaber, blot du er almindelig sund og rask og kan svømme, understreger Poul Vilstrup.

BTI Havkajak i Tversted havde den første klubaften 10. juni 2014 og har siden haft en til tre ugentlige aktiviteter på vandet. Og for dem, der har lyst, har der også været aktiviteter om vinteren, herunder træning i svømmehal.

Så der er muligheder hele året. Klubturene foregår oftest fra Tversted Strand, men når vejret ind i mellem er for hårdt, har Ålbæk Havn været et ideelt alternativ.

Der er en fantastisk klubånd, og alle turene afsluttes med kaffehygge og snak om oplevelser fra turen. Og der er plads til endnu flere, som kunne tænke sig at ro havkajak i BTI Havkajak.

Er det noget for dig, er du meget velkommen. Du skal blot have gennemført og bestået et begynderkursus, enten EPP2 fra Dansk Kano og Kajakforbund, eller Roer 1 uddannelsen fra DGI.

Medlemskabet koster kun 950 kr. p.a., og det er inklusiv havkajak, pagaj, våddragt, vådsko og sikkerhedsudstyr, som stilles til rådighed på klubturene – og hvor der også altid er uddannet instruktør med.

BTI Havkajak Tversted tilbyder kurser allerede nu

Alle i alderen 14 år og opefter har mulighed for at tilmelde sig begynderkurset Roer 1 uddannelsen, som foregår efter DGI’s retningslinier.

Kurset gennemføres over 2 dage kl. 9-17, og koster 1.750 kr. Her lærer du at blive fortrolig med at komme ind/ud af havkajakken, de grundlæggende ro- og styretag, makker- og selvredninger samt om introduktion til sikkerhed på vandet, navigation og førstehjælp.

Klubben har foreløbigt planlagt kurser flg. 4 weekends:  21-22. maj + 28-29. maj + 4-5. juni + 25-26. juni. – Du kan tilmelde dig på flg. link: BTI Havkajak – Begynderkursus

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments