Kæmpe logistisk opgave klaret af Horne Efterskole og Nordsøen

Horne Efterskole afsluttede skoleåret med en regnvåd kanotur på Uggerby Å torsdag og endte med at feste ved pitstop på Nordsøen Oceanarium under Coast2Coast.

33

Da FlaskePostens udsendte omkring kl. 22.00 fredag ankom til Nordsøen Oceanarium, var det en meget travl marketingchef Sylvia Berglund, der var i gang med at koordinere de sidste detaljer med lærere og elever fra Horne Efterskole.

– Vores elever havde været på en længere kanotur på Uggerby Å torsdag og skulle egentlig have overnattet i nogen primitive sheltere, men drivvåde som de var blevet i regnvejret, fik vi den idé at ringe og tilbyde vores hjælp mod til gengæld at måtte overnatte på Nordsøen, fortæller forstander Mogens Jensen.

Aftalen blev altså derfor, at elever og lærere i forbindelse med deres overnatning på stedet skulle hjælpe til med at servicere de mange hundrede deltagere ved Coast2Coast, som fra omkring kl. 22.45 til 00.45 skulle passere ind igennem Nordsøen forbi det store Oceanarium, hvorefter de fik mulighed for et pitstop ved det lille spisested ude ved Sælariet.

At de undervejs forbi det store akvarium ville blive modtaget af musik og klapsalver fra den store flok af glade efterskoleelever, vidste ikke mange, før Sylvia Berglund fredag eftermiddag lod nyheden breake på FlaskePosten. Den positive overraskelse var da også let at aflæse på smilene hos de ellers trætte mountainbikere og løbere, der i et støt stigende antal ankom henimod midnat.

Køkkenchef Ole Kjærsgaard Nielsen og hans personale havde i dagens anledning fået stegt flere hundrede fiskefrikadeller, der blev serveret af eleverne fra Horne Efterskole. Lærere og elever stod ligeledes klar med væske og sågar en bjesk til dem, der virkelig trængte til en lille opstrammer.

– Jeg cykler egentlig slet ikke i en klub, da jeg ikke har tiden til de faste ture, men jeg synes, det er fedt at tage en tur i Tornby Klitplantage og så udfordringen her ved Coast2Coast, fortalte Rene Skjoldager fra butikken Wagner i Hirtshals, da FlaskePostens udsendte spottede ham blandt de talrige ved pistoppet på Nordsøen.

Efterhånden som de første mange mountainbikere og nogle løbere var kommet igennem området, mærkede man også tydeligt, at glæden og tilfredsheden over at have løftet en ny stor opgave med succes forståeligt nok var ved at indfinde sig hos Sylvia Berglund og Ole Kjærsgaard Nielsen.

Allerede lørdag morgen kl. 9.00 skal de da også begge igen stå klar til at tage imod mange hundrede gæster  ved indvielsen af den nye terrasse og Hvalforskerhytten. Der hviles nemlig bestemt ikke på laurbærrene hos Nordsøen Oceanarium.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments