Fuld skrue fik fastelavnsfesten igen i år ved Redningsstationen, der lagde lokaler og redningsdragter til for enden af Nordvestkajen på Hirtshals Havn.Det lykkedes i hvert fald deltagerne i havnebassinet forbavsende hurtigt at få slået bunden ud af tønden, hvorefter alle kunne kaste sig over de eftertragtede flasker, der dermed dumpede i det salte vand.
Dernæst kunne alle mand og i hver fald en enkelt kvinde kravle tilbage på kajen, hvor alle dog ikke viste sig at være lige tørre. I hvert fald kunne Peter Jacobi kompetent assisteret af Claus Neve Olsen umiddelbart efter kåre ikke bare Kenneth på 15 år, men også hans mor Ditte Agnete Winther Andersen til henholdsvis kattekonge og ditto dronning, idet begge hver fik overrakt en friskfanget havkat og en flaske hjemmelavet bjesk produceret i Tornby.
Kattedronningen blev simpelthen kåret, fordi hun angiveligt var den deltager, der var blevet mest våd under tøndeslagningen, idet hun imidlertid på lige præcis det punkt fik skarp konkurrence fra Jens Kjærsgaard Nielsen, der tydeligvis var glad for, at tønden så hurtigt havde givet efter, så han kunne komme op i varmen på Hirtshals Redningsstation.
– Jeg skylder også at fremhæve Alice og hele holdet med fiskefrikadellerne samt serveringen, som fortjener en klapsalve. Ligesom jeg for husfredens skyld skal nævne min kone Janice, som sammen med børnene i Tirsdagcaféen har lavet kronerne, lød det fra Peter Jacobi.
På forhånd var der af 80 kg. fiskefars blevet stegt omkring et tusinde fiskefrikadeller, som efter tøndeslagningen i jollehavnen blev uddelt gratis sammen med bjesk, øl og vand sponsoreret af Hirtshals Fiskeriforening og Fiskernes Fiskesortering.