Jyske Bank fortæller tirsdag i en selskabsmeddelelse om købsplanerne.
Jyske Bank ejer i forvejen knap 40 procent af aktierne i Nordjyske Bank, men ønsker nu at købe de resterende godt 60 procent. Tilbuddet til aktionærerne lyder på 170 kroner pr. aktie svarende til 43 procent mere end Nordjyske Bank-aktiens lukkekurs mandag eftermiddag.
Tilbuddet om at købe banken kommer efter at Jyske Bank i flere omgange har forsøgt at sælge sine andele i Nordjyske Bank, og man vurderer nu at det – istedet for at have andel i en anden bank – giver bedst mening at søge at sammenlægge de to banker.
Tilbuddet vil officielt blive fremsat indenfor de kommende fire uger, men ledelsen i Nordjyske Bank har allerede i dag modtaget en invitation til dialog om en sammenlægning.
I selskabsmeddelelsen skriver Jyske Bank, at man anser Nordjyske Bank som værende en veldrevet bank med dygtige medarbejdere og tilmed en stærk og attraktiv position i det nordjyske banklandskab.
De skriver videre, at en sammenlægning set med Jyske Banks øjne vil styrke denne position og gøre det muligt at løfte langt større engagementer til gavn for erhvervsudviklingen i Nordjylland.
Kilde: TV2 Nord