
Der er sket en voldsom stigning i indbrud, og i dag havnede sagen så på justitsministerens bord, da det nordjyske folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, Rasmus Prehn, tog problemet op med justitsministeren:
– Når vi ser så voldsom en stigning i indbrud i Nordjylland, bliver vi nødt til at reagere politisk. Derfor må justitsministeren på banen, og komme med konkrete forslag til, hvordan vi får trygheden tilbage til Nordjylland, sagde det Nordjyske folketingsmedlem som begrundelse for at bringe sagen videre til justitsministeren.
Justitsministeren erklærede i dag, at han var enig i at prioritere ressourcer på indbrudskriminaliteten, men kunne ikke forholde sig til den voldsomme stigning af indbrud i Vendsyssel:
– Jeg har forstået det sådan på politiet i Nordjylland, at man er opmærksom på sagen, og man sætter ind over for det, men der findes jo bare ikke lige sådan et knips, hvor man bare kan løse det, men at der er en særlig indsats på området, den melding er også givet i Nordjylland, sagde Søren Pape.
Det nordjyske folketingsmedlem, Rasmus Prehn, var i første omgang glad for ministerens holdning om, at indbrudskriminalitet er fuldstændig uacceptabelt, men efterspurgte også mere konkrete svar og initiativer fra ministeren:
– Det er jo påfaldende, at kriminaliteten i landet falder, men det stiger i Vendsyssel. Det tyder jo på, at der er noget galt. Justitsministeren kunne desværre ikke komme med konkrete initiativer til at forbedre situationen, men jeg er glad for, at han er opmærksom på udfordringen, hvis der fortsætter med at være en eksplosion af indbrud i vores område.