Af Junita D. Karlsen
Tilflytter fra Norge
Jeg er tilflytter og har boet i kommunen i 14 år. Jeg synes Hirtshals udvikler sig i en rigtig spændende retning. Restauranter og liv under trappen, festivaler, naturmødet og surfermiljø er bare nogle af de gode ting der er lokkende ved byen.
Det bedste er, at Hirtshals stadig har uudnyttede kvaliteter. Strendene er fantastiske og byens pladsering med direkte havudsigt er unik. Men idyll er ikke det første der springer i tankerne for udefrakommende når HIrtshals nævnes. Og hvorfor ikke? Hirtshals har kvaliteter der sagtens kan konkurrere med andre idylliske steder som Skagen, Løkken, Lønstrup og Klitmøller.
Så hvorfor have en byplanlægning der lægger op til at folk skal bruge mindst mulig tid i byen? Den største vej direkte derfra, og forretninger udenfor bykjernen? Hvorfor ikke fokusere på det unikke og autentiske ved byen? Det er da det som gør byen værdt at besøge – at opleve! En inspiration for besøgende såvel som fastboende.
I min optik kan en Metropol ikke gøre en by til netop en Metropol. Hvorfor lave en kopi af et stobyfenomen i en lille by? Det vil da være mere spændende at tage til ‘the real thing’ i Aalborg eller Aarhus, eller enda København. Hvorfor ikke gøre byen til noget særegent – en oplevelse i sig selv?
Som nordmand må jeg bare sige at en købetur i Aldi ikke er lokkende. En shoppingtur til Danmark skal suppleres af oplevelse. Pengene sidder rimelig løst, og er bilen med, så er 2-3 timers kørsel ingen vej.
Som borger i kommunen skal indkøb være effektive, men hygge og købsoplevelse spiller også ind. Hvorfor køre fra forretning til forretning? Det er da irriterende at skulle ud og ind af bilen konstant – specielt med børn. Et halvdødt centrum efterlader en ubehagelig stemning det føles bedre at komme væk fra.
Det er på tide at politikerene forstår det. Den gode udvikling i Hirtshals skal ikke ødelegges. Handelen skal blomstre, og det tror jeg sagtens den kan – hvis fokus er på at fremme de unikke kvaliteter ved Hirtshals.
Ser ud som om du har forstået det Junita! I modsætning til visse andre!
Tak, Arne. Jeg håber at også dem der tager beslutningerne kan se de unikke værdier ved Hirtshals og ikke blot lave en kopi af andre byer.