Juleopera i Sct. Catharinæ Kirke

I Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring er forberedelserne til den italienske juleopera, Ahmal og Miraklet, i fuld gang. Hovedrollen deles af to nordjyske drengesopraner, som skal lære at styre stemmen – også selvom den er gået i overgang.

86

Prøverne er i gang i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring til juleoperaen ”Ahmal og Miraklet”, der skal opføres i Hjørring, Skagen og Frederikshavn i løbet af december.

Det er en italiensk juleopera om en fattig kone og sin handicappede søn, Ahmal, der en dag får besøg af tre kongesønner. Hovedrollen i operaen er Ahmal, som spilles af de to nordjyske drenge, Mathias Bermann og Anton Skovbjerg.

– Man har mange nerver på lige inden premiere. Det med, at ens stemme godt kan knække, det hjælper jo slet ikke på det, siger Anton Skovbjerg på 13 år.

Særligt lys over drengestemmer

Den italienske juleopera er skrevet af Gian-Carlo Menotti, og det er et krav fra komponisten, at hovedrollen skal spilles af drenge. Også selvom de kan være udfordrede af en stemme i overgang.

– Jeg frygter det på en måde hele tiden, når jeg synger. Men det gælder om at komme over det og lade være med at tænke på det. Man skal forestille sig, at man er rollen, og man skal ikke tænke på, at stemmen kan knække, siger Mathias Bermann på 13 år.

Juleoperaen er kendt for at røre ved følelserne på grund af drengestemmerne, som lyder noget anderledes end professionelle og voksne operasangere.

– Det lys, der kommer over en drengestemme er anderledes, siger Mads-Peter Neumann, der er instruktør på ”Ahmal og Miraklet”.

Psyken skal trænes

Det er Rikke Kursc, der står for musik og sang til forestillingen. Hun har mange års erfaring med drengekor, og hun ved, hvad det handler om, og hvordan drengene skal guides.

– Det har noget at gøre med at have psyken med, så når man står der og stemmen knækker, så kan man hen ad vejen få den trænet op igen, siger Rikke Kursc, der er kapelmester og korleder.

Selvom hovedrolleindehaveren Mathias Bermann ved, at der er risiko for, at stemmen knækker undervejs i forestillingen, så er han ikke nervøs, for han har fundet en måde at tackle situationen på, hvis den opstår:

– Hvis man ændrer knækket til at være et mere mildt knæk, så lyder det bare som om, det er en del af skuespillet, siger han.

Forestillingen bliver spillet tre gange i december:

13. december: Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring

14. december: Skagen Kirke

15. december: Frederikshavn Kirke

Kilde: TV2 Nord.
Foto: Kenny Eggert Nissen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments