Julemarked i Sømandskirken

Hirtshals Turistforening inviterer endnu en gang til julemarked i Sømandskirken i Hirtshals.

338

Det smukke kirkerum bliver fyldt med kunsthåndværk, lækre specialiteter og hyggelig julestemning, når der nu for fjerde år i træk inviteres til julemarked i Sømandskirken.

Holdet af lokale kunsthåndværkere er klar til at præsentere deres skønne, håndlavede værker – og holdet i år er en god blanding af nye, spændende og gode, velkendte udstillere. Der bydes velkommen til; Annika Toth (tegninger), Anette Rønn (raku), Gerda Dahl (raku og drivtømmer), Inger Mortensen (collage), Michael Petersen (træ), Sofie Munch (skind), Kjul Pileflet (pileflet), Britta Andreasen (smykker), Cille Coldberg (keramik), Ulla Duus (malerier og strik), Karen Riis (smykker) samt juledekorationer fra Mimosa Blomster.  Få en snak med udstillerne om deres håndværk, deres teknikker og arbejde og bliv inspireret til julegaveindkøb. Julemarkedet er det perfekte sted at finde den helt rigtige julegave, adventsgave, mandelgave eller måske en gave til dig selv.

Foto (arkiv): Jens Kranen Photography.

Derudover vil der være lokale fødevareproducenter og forhandlere repræsenteret på markedet, som er klar til at tilbyde gode smagsoplevelser og lækre specialiteter til juledagene. Tornby Gl. Købmandsgård, Hirtshals Museum og Risgaard Vinhandel er klar med diverse spiselige og drikkelige specialiteter til julebordet. Hirtshals Museum byder på smagsprøver af bjesk, og du kan købe din favorit til en god julefrokost. Hirtshals Turistforening vil sørge for hyggelig stemning i caféen med æbleskiver og en god gløgg fra Ostemanden.

Hele byen er i julestemning denne 1. adventssøndag. Start dagen ved Sydvestkajen kl. 12, hvor julemanden kommer sejlende ind til byen og har godter med til børnene. Herefter er der rig mulighed for at få varmen i Sømandskirken og ordne lidt juleindkøb.

Tid: 1. december 2019 kl. 11-16.
Sted: Sømandskirken, Skagerakvej 2, Hirtshals
Arrangør: Hirtshals Turistforening

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments