Julemanden Tom kom med penge til børneafdelingen

- Tak for det Tom, det er utroligt flot, og vi er meget glade for det store beløb. Også en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til Toms fine projekt.

1358

Børneafdelingen på Regionshospital Nordjylland Hjørring – det tidligere Sygehus Vendsyssel – fik onsdag overrakt 6.250 kroner, som Tom Jespersen fra Hjørring har samlet ind med god hjælp af en række bidragsydere.

-Jeg har selv arbejdet på sygehuset i 25 år blandt andet som portør og ville godt give lidt tilbage. Derfor lavede jeg sammen med netavisen FlaskePosten.nu denne uformelle indsamling, så de indlagte børn kan få en god juleaften. Resten af pengene kan de sikkert bruge til at købe legetøj eller andet til afdelingen, siger dagens julemand.

Pengene blev overrakt til afsnitsledende sygeplejerske Birte Storm og pædagog Gitte Grauslund, som begge blev både overraskede og meget glade.

– Tak for det Tom, det er utroligt flot, og vi er meget glade for det store beløb. Også en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til Toms fine projekt.

– Jeg er både glad og en smule stolt over resultatet. Det har været en god oplevelse at se, hvor mange gode mennesker, der har givet et beløb. Tak til alle, der bakkede op, siger Tom Jespersen.

Sengeafsnitet for børn og unge på sygehuset i Hjørring tager sig af undersøgelse, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme i barnealderen, hvilket vil sige fra fødsel til cirka 15 års alderen.

Afsnittet har 12 sengepladser (syv kuvøser). Børn i behandling i kirurgisk og ortopædkirurgisk regi er også indlagt på sengeafsnittet.

I børn og ungeafsnittet arbejder lægesekretærer, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, socialrådgiver, diætist, fysioterapeuter, ergoterapeuter og pædagoger. På afsnittet hjælper hospitalsklovnene Tut og Luici både børn og voksne med sjov og latter i en måske meget vanskelig periode.

Der er for børnene mulighed for at modtage skoleundervisning i forbindelse med indlæggelse.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments