Julehilsen fra Hjørring ErhvervsCenter

Så er det jul igen - og måske tid til lige at kigge lidt tilbage på det år, der er gået, og kigge fremad mod det næste, skriver i denne klumme Bo Geertsen fra Hjørring ErhvervsCenter.

90

Af Bo Geertsen
Direktør
Hjørring ErhvervsCenter

Nåede vi det vi havde sat os for? Gik året som forventet? Var der bump på vejen eller positive overraskelser?

Generelt fornemmer vi her på Hjørring ErhvervsCenter en fortsat positiv udvikling blandt vores virksomheder.

Dog er der generelt i Danmark en faldende konjunkturudvikling i 2019, som heldigvis har rettet sig lidt her sidst på året. Det gælder både indenfor industrien, bygge- og anlæg, serviceerhvervene og detailhandlen.

Vi håber, at de seneste måneders opsving fortsætter ind i det nye år.

Når der er opsving samtidig med at arbejdsstyrken mindskes, er det ikke raketvidenskab at forudse, at tilgængelig arbejdskraft kan blive – og er – en stigende udfordring.

Dette tema har derfor været vigtigt for både Hjørring ErhvervsCenter og for vores erhvervsforening Erhverv Hjørring i 2019.

Matchmaking med uddannelsesinstitutionerne, ”Tour de Hjørring” (studerende på besøg), ”Husker du Hjørring” (tilbagetrækning af fraflyttede unge), ”Ungegarantien” (vejen til fremtidens arbejdsstyrke) og ”Pendlerboliger” (boliger til tilflyttende arbejdskraft), er nogle af de ting, som vi har arbejdet med i 2019.

En af vejene til at imødegå arbejdskraft-mangel kan også være ved at tænke smartere, og digitalisering har derfor også væres et vigtigt fokusområde i 2019.

Digital innovation, administrative robotter, intelligent produktion og intelligente produkter er emner, vi har arbejdet med, både individuelt med enkelt-virksomheder men også via vores åbne arrangementer.

Og digitalisering kan også være et vigtigt redskab i grøn omstilling. FN’s 17 Verdensmål og Regeringens ambition om at vi i Danmark skal udlede 70% mindre CO2 i 2030 er en kæmpe udfordring.

Heldigvis er mange af vores virksomheder opmærksomme på og interesserede i at følge denne vej. Og det er der gode grunde til. For det første er det jo vigtigt, at vi alle tager ansvar for vores globale klimaud-fordring, og for det andet er der er gode forretningsmuligheder og gode støttemuligheder.

I 2020 ser vi frem til at arbejde videre med disse tre temaer – arbejdskraft, digitalisering og grøn omstilling -, men naturligvis også mange andre spændende opgaver. Kontakt os meget gerne, hvis du ønsker en dialog om din virksomheds muligheder.

Skoene er for vores vedkommende kridtet til at tage hul på 2020.

I 2020 overgår Hjørring ErhvervsCenter, som konsekvens af den nye erhvervsfremmelov, til kommunal organisering.

Det vil sige, at Hjørring Erhvervscenters bestyrelse har afholdt sit sidste møde. Vi skylder formand Ole Peter Christensen og den samlede bestyrelse en stor tak for den kæmpe indsats de har ydet.

I 2020 vil der blive etableret et nyt erhvervsråd. Rådet skal være et rådgivende forum for kommunens Økonomiudvalg, hvor en bred kreds af aktører, skal drøfte spørgsmål af erhvervsmæssig interesse, og som kan være med til at sikre gode betingelser for vækst og udvikling i kommunens erhvervsliv.

Hjørring Erhvervscenter fortsætter med samme medarbejdere, som dem du kender, og vi holder fortsat til på Amtmandstoften 1 i Hjørring. Forretningsplan 2020 er godkendt og venter blot på at blive eksekveret.

Også i vores erhvervsforening Erhverv Hjørring er vi parate til at tage hul på 2020.

Atter i år vil vi præsentere et overflødighedshorn af gode arrangementer. Så jeg kan kun opfordre til at blive medlem af erhvervsforeningen, hvis ikke I er det allerede.

Besvar blot denne julehilsen (hvis du har modtaget den på mail) og skriv ”Erhverv Hjørring medlemskab 2020 – ja tak”, så klarer vi resten! Eller gå ind på www.erhvervhjoerring.dk og udfyld en indmeldesesblanket.

Med et medlemskab bakker du også op om det kæmpe arbejde den siddende bestyrelse varetager på det erhvervspolitiske område. Og så har du også mulighed for at deltage i Nytårskuren den 16. januar! Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Alt i alt ser vi frem til et godt og spændende Nyt År og ønsker hermed alle en …

GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments