Julefrokost med No Good i Bjergby-Mygdal Hallen

Lørdag den 19. november skydes julen i gang med de første af en lang række arrangementer i Bjergby.

45

Aktivitetshuset Solhjem starter julemarked, der er basar i Sognehuset, og årets store julefrokost med No Good afholdes i Bjergby-Mygdal hallen fra kl. 17.

Derudover kan du som altid få æbleskiver og gløgg i Julemandens Grotte ved Solbakkens Blomster & Plantecenter. Du kan også deltage i et orienteringsløb. Vil du julehygge eller motionere, så tjek programmet nedenfor og kom til Bjergby.

Basar i Bjergby-Mygdal Sognehus

Basar afholdes lørdag den 19. november kl. 10-15 i Bjergby-Mygdal Sognehus ved Bjergby Kirke.

Kl. 10.00: Basaren åbnes med sang ved Juniorkoret v. Benedikte Hauge

Kl. 13.30: Modeshow med tøj fra Danmission Genbrug, Hjørring

Smørrebrød (også til at tage med hjem), tombola, salgsboder m. håndarbejder, hjemmesyltede ting, bagværk, lys, kort, bøger, dekorationer, pyntegrønt m.m. Der kan købes kaffe, te og saftevand med hjemmebag

Medbring gerne lysestumper – de kan smeltes om til nye lys! Brugte frimærker modtages også.

Julemarked i Aktivitetshuset Solhjem

Julemarked med hobbyfolket og masser af kunst og loppemarked i kælderen. Hele huset er fyldt med gaveideer og juleting. Aktivitetshuset Solhjem ligger ved Peterspladsen lige overfor Bjergby Kirke.

Julemarked afholdes lørdag den 19. november, søndage 20. november, 27. november samt 4. december. Alle dagene fra 11 til 16.

Uggerby Husflid og juledekoration

Uggerby Husflid som er en del af Aktivitetshuset Solhjem holder også åbent, så du har mulighed for at prøve drejebænke, og se alle de spændende ting der kommer ud af de gamle håndværk. Husflid er kreativt håndværk, der vil være mulighed for at købe kunsthåndværk, billedkunst, hobbyting, håndarbejde, træting, smykker og broderi.

Lørdag den 19. november fra kl. 9.30 vil du også kunne opleve multikunstneren og blomsterbinder Johnny Haugård. Han vil komme og lære os hvordan man laver en måske lidt anderledes juledekoration. Der er stadig få ledige pladser. Lær at lave kreative dekorationer til jul.

Underviser: Johnny Haugaard, Herning, find ham på Facebook under ”Blomstermandens venner”.

Kontakt evt. Uggerby Husflid på E-mail: uggerby@husflid.dk, hvis du vil deltage i blomsterbinding.

Orienteringsløb ved Aktivitetshuset Solhjem

Den 19. november Kl. 13 er der orienteringsløb i omegnen af Bjergby. Nybegyndere kan også komme og prøve gratis. Start og mål fra Aktivitetshuset Solhjem, Præstevænget 1, Bjergby, 9800 Hjørring.

Der er lavet følgende baner: Bane 1 – 6,6 km svær, Bane 2 – 4,7 km svær, Bane 3 – 3,0 km svær, Bane 4 – 3,8 km mellemsvær, Bane 5 – 3,0 km let

Løbet vil foregå i både land/skov og byområdet, og det henstilles derfor til at man ikke løber i de områder der er tegnet olivengrøn (bebyggelse). Løbet vil blive afsluttet med en labyrint ved Aktivitetshuset, som alle baner slutter med.

Solbakkens Blomster & Plantecenter

Som altid holder nisserne fest i Elverhøj.  Solbakkens Blomster & Plantecenter serverer Æbleskiver, gløgg, kakao, kaffe til rimelige penge. Der er nisser og jul, som da mor var barn i julemandens grotte Elverhøj, og her finder du masser af julepynt og de flotteste juletræer. Det er blevet en tradition for mange familier at hente årets juletræ i Bjergby. Solbakkens Blomster & Plantecenter ligger idyllisk på Degnevænget i Bjergby

Åbent alle dage til og med 23 december Hverdage 9 – 17.30 Weekend 9 – 16.00

Julefrokost i Bjergby-Mygdal Hallen

Årets julefrokost afholdes i Bjergby-Mygdal Hallen også den 19. november. Musik ved No Good. Der er Happy Hour mellem 17 og 18 hvor Jesper Daarbak underholder, og kl. 18 skydes årets revy i gang. Kl. 19 serveres årets julemenu der igen i år bliver serveret af Vidstrup Forsamlingshus.

No Good spiller op til dans fra kl. 21. Billetter kan stadig købes hos Dagli’Brugsen i Bjergby.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments