Juleferie på førsteplads til Sindal Billard Klub

Hermed årets sidste resultater fra Sindal Billard Klub.

47
Old boys hold 1 har på hjemmebane spillet mod Sæby 2. Resultatet af topkampen blev en meget flot sejr på 8-0.
Gunnar Muhlig (6,95) var straks fra start toneangivende. Sikkerhedsafstanden blev etableret ganske hurtigt. Herfra holdt han modstanderen i kort snor. Sluttelig kunne han således omsætte den gode indsats til en meget flot sejr.
Hans Chr. Jørgensen (5,86) kom frisk ud på banen. Modstanderen kopierede, hvorved opgøret blev særdeles spændende. Længe bølgede det således frem og tilbage, uden det dog gav nogen afklaring. I slutfasen fandt han heldigvis et ekstra gear, og således lykkedes det at hive en meget smal sejr i land.
Poul Erik Thomsen (9,63) strøg ud fra startblokken i rasende tempo. Da modstanderen slet kunne følge dette raid, var der således hurtigt skabt afgørende forspring. Foden blev dog ikke flyttet fra gaspedalen af den grund. Dampen blev holdt oppe. Efter en glimrende indsats kunne han i ro og mag sluttelig trille en særdeles sikker sejr i hus.
Kjeld H. Jensen (10,29) kom godt ud fra boksen. Da han ikke blev alvorlig presset kunne han stille og roligt etablere rytmen i spillet. Ballerne blev behændigt styret mod midten, og pointene faldt således i lind strøm. Den habile indsats gav sluttelig en meget stor sejr.
Med den flotte sejr blev Sæby sat lidt tilbage i tabellen. Samtidig fik Skagen kun uafgjort. Dette betyder således at Sindal´s “gamle drenge” kan holde en velfortjent jule/nytårsferie alene i front.
Fri carambole hold 1 har på udebane spillet mod Tårs 2.
Resultatet blev uafgjort 2-2.
Erik Brogaard (0,47) kiksede starten totalt. Lidt efter lidt spillede han sig tilbage i opgøret. En spinkel føring blev også etableret. Da det spidsede til kiksede han et oplagt trækstød. Alt initiativ blev nu på modstanderens præmisser. Marginalspillet blev tillige stolpe ud. herefter blev spillet mere og mere usammenhængende. Efter en meget ringe indsats måtte han således indkassere et noget unødvendigt nederlag.
Michael Fischer (1,09) gik systematisk til værks. Hurtigt havde han bragt sig solidt i front. Selv om han i den efterfølgende periode kun sporatisk fik point på kontoen, havde han hele tiden modstanderen under kontrol. I slutfasen satte han igen trumf på. Således kunne han sikre sig en yderst velfortjent sejr.
Fri carambole hold 2 har på hjemmebane spillet mod hold 3.
Resultatet efter en meget spændende dyst blev en lille sejr til hold 2 med cifrene 3-1.
 Bo Engmann (1,40) var oppe imod Joakim Nielsen (1,72). De to kamphaner spillede begge et rigtig flot parti. Herved blev opgøret tillige meget spændende. Cloce race gjorde, at der bestemt ikke var plads til fejltrin. I slutfasen var der stadig ingen afgørelse. Således kunne det fortsat gå begge veje. Bo nåede dog først sin distance, men i det obligatoriske efterstød fik Joakim udlignet. Således endte det med uafgjort.
Casper B. Caspersen (0,95) fik ikke den bedste start hvilket Ulf Gorm Nilsson (1,17) udnyttede til at tage teten. Casper kom også i gang, og spillet blev nu mere lige. Efter en stilstand i scoringen tog Ulf fat igen. Her satte han blandt andet sæsonrekord med en serie på 8. Inden det kom til at brænde på fik Casper dog raget kastanierne ud af ilden. Således endte det med en meget smal sejr.
Efter sejren i den spændende kamp kan hold 2 nu holde juleferie på en sikker førsteplads med hele 3 point forspring ned til hold 1.
Her ved julepausen vil Billardklubben gerne ønske alle en rigtig Glædelig Jul samt et Godt Nytår.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments