
Kl. 8 lørdag morgen kørte to 9 personers busser afsted fra Jye’s Bagbutik med kurs mod Bjerringbro. I bussen var der 12 spændte spillere fra Hirtshals Dart Klub, som havde tilmeldt sig jule dart stævnet i Gudenåen Dart Klub.
I damerækken, hvor der var 12 tilmeldte stillede Jette Jye Hansen, Anne Marie Løth, Sasha Clausen og Merethe Frandsen op. Hos herrerne var Hirtshals repræsenteret med Finn Kristensen, Frank Kristensen, Poul Nielsen, John Møffe, Ove Thomsen, Jeppe Stolt, Allan Christensen og Steen Andersen.
– Der blev spillet flere gode og lange kampe, som gjorde, at man kl. 17.30 var nødt til at sende den første bus hjem til den planlagte julefrokost. På det tidspunkt var kun Allan videre blandt herrerne, mens Merethe ventede på finalen i damerækken skulle starte. Tilbage som tilskuere var Anne Marie, Ove,Jeppe og Sasha, fortæller Rene Thomsen fra Hirtshals Dartklub.
Allan blev slået ud i sin 3.kamp efter puljen med et nederlag på 2-3. Merethe spillede bedst af 7 i finalen og tromlede derudad. Hun skulle kun bruge 4 sæt på at afgøre kampen, så dermed fik Hirtshals en 1. plads med hjem fra Jule Stævnet.




















































