Jubilæumssten ved Hirtshals Golfklub

Poul Pedersen placerer jubilæumssten ved Hirtshals Golfklubs klubhus i Kjul.

397

Kjeld Vestergaard har valgt at give stafetten videre til Poul Pedersen, som er født og opvokset samt tidligere bogtrykker i Hirtshals.

– Jeg har været ejer af Hirtshals Bogtrykkeri og ECCO Print i over 50 år, og har dermed oplevet den store vækst der har været i byen i mange år – det har været dejligt at se, og være en del af, fortæller Poul Pedersen.

– I anledning af Hirtshals by’s 100 års jubilæum har jeg fået overdraget den næste jubilæums-sten af Kjeld Vestergaard. Det er jeg rigtig glad og beæret over. Tak for det Kjeld. Som pensionist nyder jeg tilværelsen, og hvor det tidligere var på fodboldbanen i Hirtshals Boldklub, jeg tilbragte min fritid, er det nu bl.a. i Hirtshals Golfklub, jeg får tiden til at gå på en god måde.

– Jeg har derfor valgt at placere stenen ved Hirtshals Golfklubs hyggelige klubhus på Rimmen i Kjul, fordi det er her, jeg har tilbragt rigtigt mange timer de seneste snart 30 år.
Jeg var med til at indvie banen og slå de første slag på det, der dengang ikke var meget andet end en pløjemark. Men dygtige og fremsynede mennesker, som bl.a. min navnebror Poul Pedersen og Niels Hansen, havde set mulighederne for at få etableret en rigtig fin golfbane, og det kan vi være stolte af, at vi har fået skabt i fællesskab – ved hjælp af rigtig meget frivilligt arbejde.

– Golfklubben blev stiftet den 19. april 1990, og det er en fantastisk sport, hvor mange flere burde have deres gang – ung som gammel. Det er godt for helbredet, frisk luft, motion og socialt samvær.

– Takket være nogle dygtige og engagerede medarbejdere, bestyrelse og medlemmer, har Hirtshals Golfklub – efter min mening – idag en af Danmarks flotteste og mest velplejede golfbaner, slutter Poul Pedersen.

Link til tidligere artikel

Kjeld Vestergaard placerer jubilæumssten ved Hans Svendsens Skibsbyggeri

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments