Flemming Søgaard er født i Aarhus, men har boet i Hirtshals i 37 år og kan ikke drømme om at bo andre steder. Han var i 26 år – i perioden 1982 til 2008 – ansat som hotelchef på Feriehotel Fyrklit.
– Oprindeligt er jeg udlært kok, men har faktisk arbejdet i stort set alle funktioner i hotel & Restaurationsbranchen, i de 50 år jeg har været i branchen, både som selvstændig og ansat, fortæller Flemming Søgaard.
– Jeg har fået 100 års terningen af Ingeniør Ole Møgelmose fra Tornby, hvilket jeg siger mange tak for – da det giver mig lejlighed til at sætte fokus på min gamle arbejdsplads Feriehotel Fyrklit, hvor jeg har valgt at sætte min jubilæumssten som har nr. 99.
– Feriehotel Fyrklit – der er tegnet af det kendte arkitektfirma Friis & Moltke, blev bygget af byggematadorerne Bøje Nielsen og Juel Jørgensen. Den officielle indvielse var d. 3. august 1976 – hvor endda Dronning Margrethe deltog. Fyrklit har uden tvivl haft stor betydning for Hirtshals by, i de 43 år der nu gået. Ikke bare for detailhandelen – men Fyrklit har også været med til at sætte Hirtshals på Danmarkskortet – idet antallet af personer der har overnattet på Fyrklit igennem de mange år – vil være et antal med rigtig mange nuller. Da jeg blev ansat på Fyrklit i januar 1982 – var hotellet kun 5 år gammelt, og var på det tidspunkt blandt de første feriehoteller i Danmark.
– Vi havde derfor ikke mange konkurrenter – og havde meget store belægningsprocenter. Hotellet er gennem tiden, blevet opgraderet med nye møbler flere gange – tekniske landvindinger har der også været plads til – i 1991 får vi farve TV i alle lejligheder – og det var stort – det var der ikke mange feriehoteller der havde, på det tidspunkt.
– Da vi så i 1997 får udbygget vor Swimmingpool – til et rigtigt badeland – får Fyrklit efterfølgende nogle rigtig gode år – med rigtig mange gæster fra både indland og udland. Især er antallet af Norske og Svenske gæster højt. Men der kommer hen af vejen mange konkurrenter til på feriehotel markedet, og Fyrklit er ved at halte lidt bagefter.
– Derfor er det glædeligt – at kommunen giver lov til, at Fyrklit kan ændre status – og ophæver den hotelpligt der har gjort at de 176 ejere af lejlighederne – ikke selv har måttet benytte deres lejlighed – til at de nu frit kan anvende den som de vil.
Derfor bliver ejerne af lejlighederne nu motiverede til – at investere i en stor modernisering af Fyrklit. Så henover 2015 og 16 – blev der udført en omfattende energirenovering af hele hotellet, der løber helt op i 58 millioner kroner.
– Alle hotellets facader bliver udskiftet. På vestsiden, hvor alle lejligheder har direkte havudsigt, blev alle vinduespartier skiftet til moduler med energiglas, På østsiden – blev der isat højisolerede facadeelementer, med nye døre og vinduer. På hele hotellet udskiftes ventilationsanlægget – endda med varmegenvinding – alle el – vand og varmeinstallationer blev også udskiftet – og der installeres lynhurtigt Wi-Fi i alle lejligheder. Så Fyrklit er i dag er helt med på noderne, på alle områder.
– I tiden efter den store renovering, er der siden foretaget flere udvendige forbedringer, blandt andet er den store parkeringsplads ny asfalteret og hotellets aktivitets-bygning, er også blevet renoveret. Endda hotellets affaldshåndtering blevet hypermoderne, med et Molok system, med nedgravede affaldsbeholdere.
– Det vil fremover stadig være Danland, der markedsfører og administrerer udlejningen af Feriehotel Fyrklit. Så nu er Feriehotel Fyrklit fremtidssikret og klar til, at tage i mod masser af turister i mange år fremover, som kan nyde de oplevelser som byens slogan lover: ”Himmel, Hav & Handel”, eller det nye: ”Hirtshals – By & Havn I Naturens Favn”, slutter Flemming Søgaard.
Hør ham fortælle her:
Link til tidligere artikel
Ole Møgelmose placerer jubilæumssten ved Hirtshals Transport Center