Juanitta Møller Jensen præsenterer nye tiltag hos Hirtshals Hjemmeservice

Efter 18 år med den lokale virksomhed går Juanitta Møller Jensen nu også nye veje med Hirtshals Hjemmeservice.

828

FlaskePosten besøgte onsdag eftermiddag Juanitta Møller Jensen i hjemmet på Engtoften i Emmersbæk, som også er domicil for Hirtshals Hjemmeservice.

På spisebordet i stuen er der dækket op med kaffe og årets første fastelavnsboller, men anledningen er ikke kun hygge. Juanitta Møller Jensen vil nemlig efter 18 år med firmaet afprøve nye veje for Hirtshals Hjemmeservice.

– Min gode medarbejder her har taget noget af uddannelsen til maler, hvilket vi rigtig godt kunne tænke os at glæde vores kunder med, fortæller Juanitta Møller Jensen og præsenterer Christine Holst Gravesen.

– Eftersom jeg ikke hele tiden har arbejde nok til, at Christine kan være på fuld tid, så vil vi da forsøge at drage nytte af hendes kunnen i malerfaget, som hun er rigtig skrap til, selv om hun mangler noget skole, før hun kan  kalde sig malersvend, uddyber Juanitta Møller Jensen.

Planen er derfor indlysende nok og helt oplagt, at firmaet fremover vil tilbyde kunderne at ordne mindre maleropgaver, hvilket kan være overhaling af et køkken eller værelse, klaret af en rengøringshjælp, som de i forvejen kender og er trygge med.

Det andet tiltag er af mere strategisk karakter, idet Juanitta Møller Jensen planlægger på sigt at lade Christine Holst Gravesen få medejerskab til Hirtshals Hjemmeservice.

– Hvis det går efter planen, kunne det da være dejligt selv at trappe ned med det meget hårde fysiske arbejde, som er en uundgåelig del af den her branche, fastslår Juanitta Møller Jensen.

Det tredje fremadrettede tiltag bliver faktisk lanceret same dag, som vi er gæster på Engtoften. Hirtshals Hjemmeservice er nemlig dags dato kommet på Facebook.

Hvis man vil hjælpe Juanitta Møller Jensen og Christine Holst Gravesen, bør man kort sagt skynde sig på Facebook og like siden Hirtshals Hjemmeservice.

FlaskePosten ønsker i hvert fald rigtig god vind til Juanitta Møller Jensen og Christine Holst Gravesen.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments