
Af Jørgen Bing

Byrådsmedlem for SF
Stenskovvej 127
Tårs
Nu er det lige før…
På tirsdag kl. 20 er den sidste stemme afgivet, og derfor er det værd nu at beslutte, hvor X’et skal sættes. SF er en oplagt mulighed, hvis du tror på FOREBYGGELSE.
I SF har vi i årevis advaret om klimaændringer, men først nu, hvor de er en realitet, begynder andre partier at vågne op. Og at udbedre skader er langt dyrere og mere smertefuldt, end at have sørget for, at de ikke opstod.
De børn, der fungerer dårligt, socialt og fagligt, koster kommunekassen meget dyrt. SF har altid plæderet for en TIDLIGERE indsats, så vi undgår at nogle af de største problemer udvikler sig. Bedre daginstitutioner, mere støtte til vanskeligt fungerende familier. Det er både billigere og mindre smertefuldt for samfund såvel som for børn.
Psykiske problemer i ungdomsårene kan udvikle sig decideret invaliderende for resten af livet, hvilket igen koster både samfund og den ramte dyrt.
Kan vi hjælpe til med det samme, undgår vi, at problemerne vokser sig uoverskuelige.
Derfor var det, i Hjørring som i mange andre kommuner, et SF-initiativ der medførte, at vi i dag har tilbud om gratis psykologhjælp til unge under 25 år.
Disse eksempler er blot tre af mange, hvor SF tænker forebyggelse fremfor helbredelse.
Sund Fornuft!
Husk det på tirsdag.
Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale netavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
Foto: Arkiv.






















































