Jørgen Bing
Medlem af Hjørring Byråd
SF
Meningsmålinger viser, at knap halvdelen af vælgerkorpset finder ideen om en SV- regering henover midten sympatisk. Og det kan jo også umiddelbart lyde fristende. ”Kan de nu ikke bare enes, og regere det her land?”.
Men i realiteten, er det en mulighed, der er højst usandsynlig – og heller ikke videre attråværdig. For det ville blive en regering, der var hæmmet af så voldsomme indre spændinger, at den næppe ville være manøvredygtig, endsige langtidsholdbar. Og oven på en længere årrække, hvor uligheden er steget, hvor klimaproblemerne først ikke blev taget alvorligt, og siden håndteret alt for talentløst og hvor serviceniveauet i det offentlige har udviklet sig omvendt proportionalt med stressniveauet – ja, så er der brug for en periode, hvor det ikke er dén type borgerlig vanetænkning, der fortsat skal dominere ledelsen af dette land.
Men hvad er det, der får Løkke til pludseligt at pege på S som mulig regeringspartner? Netop det parti, som han ved valgets udskrivelse beskyldte for at stå bag det største bluffnummer, det parti, som tre fagministre indkaldte til bizart pressemøde for at kritisere og det parti, som han med mere eller (ofte) mindre valide beregninger og kalkuler, har forsøgt at fremstille som komplet uansvarligt?
Svaret ligger givetvis i meningsmålingerne. Løkke forsøger ganske vist med påtaget verdensmandsmine at forklare sit træk, som en bekymring over, at en kommende regering kan blive afhængig af den yderste højrefløj. Men meningsmålingerne antyder jo ikke på nogen måde, at de stemmer, der bliver givet til en sindsforvirret og ynkelig hadprædikant med fascistiske tilbøjeligheder, skulle bliver afgørende. Tværtimod tegner det til et komfortabelt flertal til den røde blok.
Så Løkkes desperate kursændring, skyldes snarere et éntydigt fokus på at klamre sig til magten – og troværdigheden i hans motivation, må således tillægges samme værdi, som hans udtalelse inden sidste valg: ”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”.
