Den årlige Tour de Hjørring bragte onsdag 65 studerende fra Aalborg Universitet og University College Nordjylland i kontakt med et meget bredt udsnit af private og offentlige virksomheder i Hjørring, skriver journalist Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter.
Den årlige Tour de Hjørring bragte onsdag 65 studerende fra Aalborg Universitet og University College Nordjylland i kontakt med et meget bredt udsnit af private og offentlige virksomheder i Hjørring.
Formålet med arrangementet er at åbne de studerendes øjne for de mange muligheder, der er for højtuddannede i Hjørring Kommune. Ikke blot stillinger for færdiguddannede bachelorer eller kandidater, men også studiejob og praktikpladser.
Det daglange arrangement startede med besøg hos Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse og Regnskabsstyrelse samt hos Statens Administration. Herefter besøgte de studerende Hjørring Kommune.
Efter frokost var der arrangeret virksomhedsdating på Femhøje Idrætscenter. Her stillede 19 private og offentlige virksomheder op og fik dermed mulighed for at præsentere sig selv over for potentielle nye højtuddannede medarbejdere.
HR-chef Maria Bukdahl Rukjær, Fynbo Foods. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.
Fynbo Foods var blandt de virksomheder, som stillede op til dating med de studerende.
”Det er en god chance for at møde de studerende i øjenhøjde og få en snak om de mange muligheder for job i vores virksomhed. Vi opfattes måske primært som en produktionsvirksomhed, men vi har også en række funktioner i salg, markedsføring, administration og så videre, der giver muligheder for medarbejdere med en bred vifte af uddannelser,” siger HR-chef Maria Bukdahl Rukjær, Fynbo Foods.
Vibe Gro, Pilebyg/Villerup Hovedgaard. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.
Også Pilebyg/Villerup Hovedgaard var repræsenteret ved virksomhedsdating-arrangementet.
”Vi fik umiddelbart kontakt med en studerende på natur- og kulturformidler-uddannelsen, og det var naturligvis meget relevant for vores virksomhed. Generelt er vi meget interesserede i kontakt med de studerende med henblik på studiejob eller praktikophold, som giver både os og de studerende en god fornemmelse af, om vi passer sammen til en eventuel fast ansættelse efter endt uddannelse,” siger Vibe Gro, Pilebyg.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.