Jobcenter Hjørring i rollen som Big Brother

En sagsbehandler fra Jobcenter Hjørring har indstillet en sygemeldt borger fra Hirtshals til at miste en dagsløn, fordi vedkommende er set i A-Z.

65

Den lokale webavis har fået kopi af det brev, hvori en sagsbehandler fra Jobcenter Hjørring indstiller en borger fra Hirtshals til at miste en dagsløn, fordi vedkommende den 5. januar i år havde sygemeldt sig fra en såkaldt Jobcafe, men samme dag blev set sammen med sin familie i A-Z.

– Min sygdom hedder Dystoni. Jeg er i Aalborg hver tredje måned for at få sprøjter i nakken og skal til fysioterapeut en gang om ugen. Jeg er desuden blevet visiteret til flexydelse og søger og søger, men der er ikke noget flexjob at få, fortæller den sygeramte, som vi har talt med og her vil kalde for Birthe.

– Jeg har desuden været ved lægen, da jeg har fået noget angst. Lægen meldte mig syg, men det sagde min socialrådgiver oppe fra Jobcenter Hjørring forleden, at det kunne min læge ikke gøre. Socialrådgiveren mener heller ikke, at man kan gå i A-Z, når man har meldt sig syg, forklarer Birthe.

– Jeg bliver altså nu måske trukket i ledighedsydelse for en dag, fordi jeg ikke var mødt op til noget, som hedder Jobcafe, men jeg havde meldt mig syg.  Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det. Jeg skulle have siddet ude i bilen, mens min mor var derinde. Så var der ikke sket noget ved det, har sagsbehandleren sagt, uddyber Birthe.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed af vores samtale med den sygemeldte, at hun ikke blot føler sig ubehageligt nærgående overvåget af en instans på linje med Big Brother, der holder øje med hovedpersonerne i George Orwells dystopiske roman 1984, men i særdeleshed også helt urimeligt behandlet af Jobcenter Hjørring.

På baggrund af sagsbehandlerens personlige observation har denne som nævnt indstillet borgeren til at få frakendt en dags ledighedsydelse, idet den ansatte angiveligt undrer sig såre over, at den sygemeldte kan opholde sig i A-Z.

Jobcentret med den årvågne sagsbehandler afventer nu et svar fra den sygemeldte, før der falder endelig afgørelse i sagen. Birthe bor til daglig i Hirtshals. Den lokale webavis vil derfor følge det videre sagsforløb tæt.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
9 år siden

Jeg kunne godt tænke at vide om sagsbehandleren observerede det i sin arbejdstid for så er det jo ren forfølgelse eller var det i sin fritid for så kalder jeg det chikane og overvågning

Vil det så sige man ikke kan handle ind på vej fralægen eller man kan være syg om dagen og så senere på dagen få det bedre og derfor går ud og handler ind eller er det blevet sådan at man skal blive hjemme både dag og nat.