Jim Smedegaard Terp starter det økologiske landbrug Den Gode Gård ved Sindal

Det har længe været vores drøm at flytte på landet og drive et lille økologisk landbrug.

481

Det lykkedes endelig for Jim Smedegaard Terp og familien at flytte på landet ved Sindal for omkring to år siden, og han har siden da haft travlt med at komme i gang med at realisere nogle af de ophobede idéer og drømme, som han længe har haft.

– Der er blevet studeret og diskuteret alternative landbrugsformer i mange år, og nu kom rammerne på plads for at få noget af det ført ud i livet. Vores landbrug er kraftigt inspireret af permakultur og regenerativt landbrug, som meget kort fortalt handler om at arbejde med naturen i stedet for imod, fortæller Jim Smedegaard Terp.

På deres herlige lille gård med 12 hektar jord bor de Charlotte og Jim med deres tre børn, som også hjælper til med gårdens dyr.

– Vi kalder det Den Gode Gård. Det kalder vi den, fordi vi bestræber os på at træffe de gode valg i vores produktion. Det indebærer blandt andet, at der selvfølgelig aldrig bliver sprøjtet, at der bliver taget størst muligt hensyn til biodiversiteten, og at der aldrig kunstgødes og pløjes, uddyber den nyslåede økologiske bonde.

Det indebærer også, at alle dyr går ude i flytbare indhegninger og har masser af plads under åben himmel. Familien har indtil videre gæs, ænder, kaniner og slagtekyllinger og udover, at det er økologiske dyr på friland, så kommer de på friskt græs flere gange om ugen. Ved at give friske græsgange ofte, opnår familien, at dyrene er sunde og har masser af frisk føde, både græs, urter, orme og insekter. Ud over hvad de selv finder, får de økologisk grovfoder.

– Vi har enormt mange idéer til projekter, som vi forventer at implementere over de kommende år. Vi arbejder begge fuld tid ved siden arbejdet på Den Gode Gård, så tingene tager noget tid, men vi elsker det og glæder os til løbende at præsentere vores kunder for nye og muligvis skøre tiltag, tilføjer Jim Smedegaard Terp, som netop nu har økologiske græskyllinger til salg fra Den Gode Gård.

Skulle man have lyst til at følge med og finde ud af mere om, hvad de roder med, så må man meget gerne følge deres Facebookside, som ganske enkelt hedder Den Gode Gård.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments