
Hele tre af stamspillerne fra B75 var ikke med i lørdagens kamp i hallen ved Hirtshals Idrætscenter. Her tabte B75 som tidligere omtalt i FlaskePosten til Næstved BTK.
– Ibrahima Diaw er spærret i resten af sæsonen på grund af en ulovligt spillet kamp i Portugal. An Shu er hjemme i Kina af private årsager, og Istvan Moldovan er, som træner for det norske handikap landshold, til turnering i Venedig, fortæller Jim Christensen.
– Det store mandefald gav plads til, at nogle af B75’s yngre kræfter kunne få spilletid i Stiga Divisionen. Det blev i dagens kamp Jakub Dorocinski, Emil Jangvik, Mindaugas Steponkus og Daniel Christensen som skulle kæmpe i den blå B75 trøje. Med sig havde de dog en stærk femtemand i de 120 fremmødte publikummer. En ganske imponerende opbakning, som ingen anden bordtennisklub i Danmark kommer i nærheden af, påpeger Jim Christensen, som selv er aktiv i B75.
– Næstved blev dog for stor en mundfuld for hjemmeholdet, som imidlertid ikke blev blæst ud af banen. B75 var bedre med, end cifrene antyder, og extra flot var Mindaugas sejr over Mads Jørgensen, Emils evige fight, jakubs kunstneriske baghånd og sidst, men ikke mindst Daniels spektakulære forsvarsspil, fastslår Jim Christensen.
Da Virum lørdag vandt over Vestegnen BTK, har de nu lige så mange point som B75. Men da B75 er bedst i de indbyrdes opgør, holder B75 stadigvæk fast i fjerdepladsen, som giver adgang til semifinalerne ved DM.
Denne søndag spilles grundspillets sidste kampe, hvor B75 skal til Odense og møde topholdet OB. Virum tager hjemme imod det andet tophold CPH Bordtennis.
Hvem der skal følge OB, CPH Bordtennis og Roskilde i DM slutspillets semifinaler afgøres altså først i aller sidste runde denne søndag den 21. februar.