Det store arrangement Dana Cup, hvortil der i de seneste år er kommet omkring 1000 ungdomshold med 15.-20.000 aktive fodboldspillere må ikke afvikles!
-Det var chokerende at få meldingen om, at Dana Cup 2020 falder ind under regeringens påbud om, at der ikke må afvikles arrangementer med over 1000 deltagere på den her side af den 1. september. Vi havde nok ventet det, men prøvede til det sidste på at fortrænge realiteterne, siger direktør i Dana Cup, Jette Andersen.
– Når vi 38 gange har kunnet afvikle Dana Cup og oplevet at denne sommerturnering blev stadig mere populær, føles det tomt, når vi skal igennem en sommer uden Dana Cup.
Vi kommer til at savne den livsglæde og det engagement, der ligger hos de mange unge fodboldspillere, som kommer til området fra op imod 50 forskellige nationer. Det giver fest og lys på banerne i Hjørring og nærmeste omegn. Det skaber også liv i byens gader og forretninger. Der er i mange år talt om, at Hjørring ikke kan undvære Dana Cup, men det bliver vi altså nødt til i år!
– Jeg tror, at alle i vores lokale samfund – på den ene eller den anden måde – kommer til at føle et savn, når der ikke afvikles Dana Cup. Og det er ikke kun savnet af fest, lys og liv, vi kommer til at mangle. I Dana Cup-organisationen bliver der et enormt hul i pengekassen. Det gør der også hos de mange klubber, som hjælper os med at gennemføre Dana Cup. Byens forretningsdrivende kommer også til at mærke manglen af en væsentlig omsætning i uge 30.
Coronaen medfører altså store konsekvenser i Hjørring
– Hos os i Dana Cup er vi i gang med at vurdere mulighederne for at hente penge hjem fra de mange ”pakker”, der er lovet fra regeringen. Vi har jo en lang række faste omkostninger, der skal dækkes ind – også uden en Dana Cup.
– Hvad det betyder for hele ”koncernen” Fortuna/Dana Cup er vanskeligt at vurdere, men et eller andet kommer der til at ske.
– Det væsentligste for os lige nu er at sikre os den fortsatte eksistens, så vi igen i 2021 kan komme på banen og hente penge hjem til alle vore samarbejdende klubber, til Fortuna og til driften af Dana Cup, slutter Jette Andersen.
Trist for byen, og de unge mennesker.
Det lyder virkelig dumt, at man til det sidste håbede på, at dette arrangement, skulle have lov at omgås de nuværende forsamlings regler. Hvorfor skulle så ubetydelige arrangementer gennemføres, når næsten hele samfundet er gået i bak gear. Selvfølgelig, skal 50 lande ikke samles, i den nuværende situation. Det må være logik for burhøns.