
Når man har oplevet stimen af sejre for et par år siden, er der noget betryggende ved, at Frode Langagergaard er tilbage som cheftræner hos førsteholdet i Hirtshals Boldklub.
Lørdagens første hjemmekamp i denne sæson var ellers mod et ungt og godt spillende hold fra Jetsmark IF. Heldigvis har også Frode Langagergaard for nærværende en stor gruppe stamspillere at trække på, når han skal stille hold.
Det blev dog en af de garvede og hurtige angrebsspillere i skikkelse af Peter Jensen, der i begyndelsen af 1. halvleg åbnede ballet med en scoring for Hirtshals. Ligesom det blev de ligeledes erfarne brødre Jesper og Ronni Gravesen, der i henholdsvis slutningen af 1. og 2. halvleg slog sejren fast med scoringerne til 2-0 og endelig 3-0 på Schlie Arena.
Størst modstand fik hjemmeholdet nok i begyndelsen af 2. halvleg, da gæsterne bogstavelig talt havde fået medvind på stadion og flere gange fik lagt stærkt pres på forsvaret hos Hirtshals.
Dejlig anden kamp i sæsonen efter det indledende og ærgerlige nederlag sidste weekend til Aalborg Chang blev det altså ikke desto mindre både for spillere og publikum på Schlie Arena.





















































