Hvis skuespillerne omkring Jeppe på Bjerget ikke kan lide at optræde, så skjulte de det helt fantastisk forleden aften, da jeg vovede mig ind for at opleve løjerne, mobningen, drukkenskaben, jalousien, fornedrelsen, forstillelsen, hykleriet, opstyltetheden, det tragikomiske og… det eftertænksomme… Der blev spillet igennem, og det var både rørende, smukt og sjovt…
De første 3-5 minutter tænkte jeg godt nok en lille smule på, om stil og scenografi ville kunne fange mig de næste knapt to timer…jeg mener: En minimalistisk scene og en antydning af et ikke helt opdateret sprog, men så tog det fart, man var der, var med, og i løbet af den tid, det tager at drikke to snapse hos Jacob Skomager, var jeg fanget ind…
Ulver Skuli Abildgaards fremstilling af Jeppe er lidt af en pragtpræstation.. Selve dialog og monolog fylder rummet og gør historien og dens baggrund levende og fuldemandsatityderne spilles suverænt uden at blive overgjort. Det, der nemt kan gøres teatralsk og kunstigt, klarer manden inden i Jeppe i fin balance med sig selv og scenen og smerten og bevidstheden om figurens elendighed…
Scenens opbygning betyder, at publikum hele tiden har skuespillerne tæt på, og at skuespillerne hele tiden skal være opmærksomme på, at det ikke kun er dem med de ulige numre, der skal have glæde af forestillingen.
Forvandlingen fra bondeby og mødding til baronens slot og seng er lige så genial som simpel, og forvandlingen fra frustreret simpel bonde til frusteret simpel bonde i ny magtposition er simpelt hen og kort sagt: Godt ramt… Der har åbenbart til alle tider været bud efter handlekraftige mænd med simple løsninger på komplekse problemer…
Her i 1700-tallet kunne landbrugets og herremændenes indtjening måske godt klares med pisk, halvering af lønninger og trussel om henrettelse, mens herremanden hyggede sig med den kvindelige del af undersåtterne… At alt for meget tvang og stavnsbånd ikke fremmer initiativ og livsglæde, kunne oplysningsfilosofferne allerede den gang godt have fortalt magthaverne.. Alligevel skulle man lige prøve at umyndiggøre alle på landet under ridefogedniveau af hensyn til hæren og herremændene (vi har set det før, altså senere…), og der blev først løsnet på båndene efter 1788, hvilket langsomt men sikkert knapt hundrede år senere førte til etablering af andelsbevægelser over det ganske land..
Meningen med livet er vi i dag heldigvis selv herrer over… ihvertfald til en vis grad… I pausen skrev jeg: Kanonføde, fødekæde, kædeled, ledetråd, trådhegn, hegnspæl, pælebor, borebille, billebid, bidetang, tangloppe, loppegøen… og nu tænker du, at det rabler for den stakkels teatergæst, men prøv det selv… det giver mening..
For nogle få år siden brillerede Moesgaard Museum med udstillingen om den første kejser af Kina… Stående midt mellem terrakottasoldater og andre fantastiske 2000 år gamle fund slog det mig, hvad meningen var: Intet inden for kejserens mure skete uden, at det gav mening for kejseren. Hver en afstraffelse, oplæring, produktion, xport og import, hver en kopulering og hver fødsel havde ét formål.. At behage og forsøde kejserens liv…
Det er Jeppe i baronens seng lynhurtig til at forstå og se fordele i.. Så hurtig og så skarp, at baronen og hans følge hastigt må forcere processen og sørge for, at Jeppe igen finder sin plads i møddingen som døddrukken undersåt, inden det sjove for alvor bliver for meget…
Og det hele foregår i et forrygende tempo, der absolut ikke svækkes under den skueproces, som ender med at dømme Jeppe fra livet med gift og hængning… vi får her en sprogligt lettere opdateret kommentar til retssystemet og dets opblæsthed og selvforherligelse…
Det lykkes ganske godt at få publikum til at føle med den mobbede og plagede Jeppe, mens baronen og hans følge fremstår som karikaturer – velspillede og velklædte, men alligevel – karikaturer på en overklasse, der ikke holdt sig tilbage fra at diktere over liv og død blot, fordi den kunne…
…og en lille sjov detalje: Da baronen og hans meget oplagte følge entrede scenen, troede jeg et par sekunder, at baronen blev spillet af Preben Kristensen… Måske var det utilsigtet, men hvis det ikke var, så mestrede Jakob Højlev Jørgensen da den rolle så godt, at skulle der komme et afbud til et kommende Linie 3-show, så er her et bud på en stand-in, der sidder lige i skabet…
Jeppe bliver dømt retur til livet, han oplever i glimt noget, der ligner sympati fra konen… Det holder selvfølgelig ikke længe… alt bliver ved det gamle… Ingen ønsker i virkeligheden at ændre noget…
Og dog.. til allersidst går Jeppe ud af scenen i siden med de lige numre… Tilbage står spørgsmålet: Hvor gik Jeppe hen, da han gik ud? Måske skulle han lige tjekke, om der stadig var åbent Hos Uffe, måske ventede der en coach udenfor med en personlig vejleder og tørlægningsforløb? Vi ved det ikke, men Jeppe rummer kvaliteter og reserver, som burde have en chance i en bedre tid….
Jeg skylder ros til lydsiden, som måske burde have sin egen anmeldelse.. Ud over at lægge en musikalsk ramme om begivenhederne på scenen, så var der garanteret et par musikalske finurligheder, som jeg ikke fangede… med undtagelse af et kort 007-tema.. Godt gået af Henrik Baloo Andersen og lydfolkene…
Nye teaterbrugere kan fint starte her – de garvede skal nok være på plads – og der venter en god oplevelse for begge parter…
Vendsyssel Teater – Jeppe på Bjerget
Afslutningsvist skal I ikke snydes for lidt fakta om en nordmand med en vis betydning for danske teaterscener: LUDVIG
Foto: Kurt Prentow
Plakat: Michael Simonsen
