Bestyrelsesformand Jens Lund Madsen fra Vendsyssel Håndbold takker for fredagens fantastiske opbakning i Arena Nord til kampen mod AGF og ser nu frem til tirsdagens kamp mod nedrykkerne fra Skanderborg.
På en fredag aften, hvor herrerne spillede mellemrunde ved EM, var de da også over 110 mennesker til VIP arrangement ved kampen mod AGF. Der mødte også rigtig mange tilskuere op til forkampen mellem pigerne fra Strandby/Elling og SHI. Mange blev desuden og så efterfølgende sammen med de trofaste fans Vendsyssel Håndbold og AGF.
– Jeg hæfter mig ved, at vores hold kommer med god gejst, vilje og attitude! Det er fremragende, og det giver point på kontoen. Vi er ikke der endnu, hvor vi smadrer modstanderne totalt og vinder sikkert, men derfor er det også endnu mere imponerende, at holdet holder roen, og alligevel trækker sejren i hus i disse vitale kampe, fastslår Jens Lund Madsen.
– Mette stod rigtigt godt i første halvleg, og da redningsprocenten faldt lidt i 2. halvleg, var det imponerende, det Ditte-Marie præsterede i målet, efter at være blevet skiftet ind. Kampafgørende er nok det rigtige ord! Nu nyder vi vores 3. sejre i træk, når vi regner pokalen med, og samtidig arbejder vi endnu hårdere for at nå vores fælles mål, både på og udenfor banen, uddybe bestyrelsesformanden.
– Jeg ser frem til den svære udekamp denne tirsdag mod nedrykkerne fra Skanderborg, der er inde i en rigtig god stime. Lad os stoppe den! For med glæde for spillet og sammenholdet, samt viljen til sejre skaber vi vindere på og udenfor banen, slutter Jens Lund Madsen.
Foto: Arkiv.