Af Jelle alias Jesper Rasmussen
Fra bloggen Life of Jelle
Bettemanden var sat til den 22. september, men han var dælme en stædig rad. Eller også havde han det nok bare alt for godt, inde i min bedre halvdels mave. Vi var ved jordmoder den 26. september. Hun fortalte godt nok at der ikke lige var optakt til noget som helst. Så vi måtte fortsat vente lidt endnu. Vi fik dog en tid til igangsættelse, hvis intet skete. Vi fik tiden den 4. oktober, kl. 9:00.
Det lettede faktisk lidt. Eller måske endda også forøgede spændingen. Nu var der jo kun en uges tid til! 
Men vi var klar… Min bedre halvdel var klar. Det var varmt og tungt, og intet skete. Det er selvfølgelig rart nok at have fri / være på barsel, men det kan måske også blive en anelse ´kedeligt´. Man kan jo ikke rigtig lave ret meget, inden trætheden melder sig.
NU SKER DET?!
Det blev mandag den 1. oktober. Heidi begyndte at få veer. Nu begyndte der sgu at ske noget! Altså.. For Heidi. Jeg kunne jo ikke ret meget andet end blot at se til, og spørge om hun manglede noget. Natten mellem mandag og tirsdag, blev så uden søvn, for Heidi. Natten mellem tirsdag og onsdag, blev lidt bedre med en cocktail fra sygehuset. Ja, vi kørte på sygehuset. Heidi havde ondt. Hun havde veer. Og det er utrolig svært, når man er førstegangsfødende at vide, hvor meget, hvordan og hvorledes???
Det vidste sig så, at der var ikke gået gang i noget, da vi var forbi sygehuset, så vi blev sent hjem, og Heidi fik noget at sove på. Onsdag gik veerne for alvor i gang. Min kære søster, kom og var sammen med Heidi, imens jeg var i skole. Da jeg kom hjem fra skole, kørte vi på sygehuset. De fandt ret hurtigt ud af, at fødslen var i gang. Så gik det op for mig! Det var nu! Altså lige om lidt! Det var sgu crazy. Jeg begyndte bare at smile. Lige om lidt skulle vi være forældre.
SÅ SKETE DET!
Det blev en lidt lang dag. Efter en sej kamp af Heidi, kom bettemanden ud, lidt efter midnat. Der var lidt komplikationer med at få ham ud, så det krævede noget assistance. Der vil jeg lige koble nogle ord til personalet på sygehuset. Udover at vores jordmoder Christine, som var der trofast HELE dagen, så da hun havde brug for ekstra hænder, så ringede hun hurtigt rundt, og der gik ikke 2 minutter, så var stuen pludselig fyldt med kompetent personale. Læge, reservelæge, børnelæge, assistenter og hvad der ellers dukkede op.
Selvom man selv stod og blev lidt målløs over hele situationen, så blev vi hele tiden beroliget, med at tingene nok skulle gå, men at når det drejer sig om sådan noget her, så går de ALTID med livrem og seler. De forsikrede os hele tiden om, at der ikke ville ske noget, og de har prøvet lignende ting, masser af gange før.
Efter en hård kamp, om at få trolden ud. Så kom han ud. Heidi kæmpede bravt og til sidst, kom han ud. Så lå han der. Lillemanden. En lille tåre, blev fældet fra faderen. Mor var træt, hun havde virkelig knoklet.
Der kom en mega sund og frisk dreng ud på 3320 g. og 53 cm.
Han er indtil videre, en meget stille og rolig dreng. Som nyder roen herhjemme, og som også virkelig nyder at blive kørt rundt i barnevognen.
Hjørring sygehus
Det skal siges, at vi ofte har hørt, at der ikke er noget til dem som skal føde på sygehusene mere. “Ikke engang en trøje eller noget, kan de give, som man kan føde i.” “Ikke engang mad eller noget.” Vores oplevelse er stik modsat. Vi nåede nærmest ikke ind på sygehuset, inden vores jordmoder spørger om vi har spist. Hun finder et par boller, og saft frem til os. Hun finder tøj frem, som Heidi kan gå med imens vi er på sygehuset.
Vi kom på en stue, hvor der ikke var karbad. Da jordmoderen spørger hvad Heidi godt kunne tænke sig, og Heidi svare at hun altid har tænkt på et karbad. Først og fremmest, siger jordmoderen at de stuer desværre er optaget, men lige nu, kunne hun tilbyde brusebad, som kunne være med til at lindre. Dernæst siger jordmoder at, stuen ved siden af måske snart kan være ledig, da dem der ligger derinde, var på vej ud. Hun tilbyder at der bliver ryddet hurtigt op derinde, så vi kan blive flyttet derind. Det synes vi var super! Ny stue, med vinduer og karbad! 
Igen… Så var alle total rolige, og havde virkelig styr på alle sagerne. Efter fødslen blev vi serveret boller og saft, og selvfølgelig et lille flag “Der er jo fødselsdag”, som der blev sagt
Vi kom på barselsgangen
Her lå der en lille `starterpakke´ klar til os. Bleer, stofbleer, bodystockings m.m. Derudover fik vi rigtig god hjælp til at få gang i både amning og ellers en masse gode input, i de par dage vi lå på stuen. Som far, kan man blive med indlagt, hvis man ønsker det. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. I den tid vi var der, blev Heidi serveret morgenmad, middagsmad og aftensmad. Så der manglede ikke noget.
DOG, synes jeg lige der er en enkelt ting. Jeg ved det er småting, men hvis der skal sættes en finger på noget, så kan det være det her. I disse tider, hvor man siger at det er lige så vigtigt at et barn har kontakt med faderen, som moderen. Så synes jeg faktisk det er lidt mærkeligt at det kun er mor, der får mad serveret i den tid, man er indlagt. Som far, skal man købe madbilletter, så både mor, far og barn, kan være, og spise sammen.
Det skal ikke være de 100 kr. der gør at denne oplevelse er dårlig, men ville da lige påpege det. Synes da man skal påskønne at familien, kan spise sammen.
ALT I ALT, rigtig god og rigtig tryg oplevelse at skulle føde på Hjørring sygehus. Nu må jeg se om jeg kan lokke Heidi med på, at vi skal have en 2ér engang.
Derudover vil jeg sige tak for alle de super flotte gaver vi har modtaget, fra familie, venner, kollegaer og ALLE jer andre! Af hjertet tak.
