Jelle: Hvad skal vi med pædagoger?

Af Jelle alias Jesper Rasmussen
Fra bloggen Life of Jelle

Vi er jo nærmest lige startet på skolebænken igen. Første undervisnings dag, handler det meget om pædagoger og vores profession. Jeg blev faktisk, og er nok stadig en smule irriteret. Ikke irriteret over selve undervisningen, men det vi snakkede om.

Det handlede meget om hvordan vi pædagoger skal synliggøre os selv mere. Vi snakkede om hvorfor det altid er sådan at man skal forklare sig, om hvorfor man er pædagog.

“Du er jo bare pædagog.”  “Jeg er bare pædagog.” “Hvorfor er det du vil være pædagog?” “Pædagoger spiller jo bare guitar og drikker kaffe.” “Hvad kan du, som jeg ikke kan?”

Vi havde nogle spørgsmål der lød cirka sådan her:
“Hvordan kan pædagoger øge deres status?”
“Hvordan kan pædagoger gøre deres profession tydelig?”
“Hvad ved pædagoger noget om?”
“Hvad kan pædagoger som andre ikke kan?”

Og vi sluttede af med en case hvor vi som uddannede pædagoger skulle fyres, og så skulle der ansættes ufaglært personale, for at spare penge. Og vi skulle så lave en forsvarstale, for at de uddannede pædagoger skulle blive.

Jeg bliver sgu lidt harm. Hvorfor skal vi forsvare os selv? Vi hører ikke læger, tømrere, maskinmestre, sygeplejersker og alle de andre fag, forsvare sig selv. Man vælger da et fag, fordi man brænder for det fag. Og fordi at uddannelsen giver rigtig mange fede input.

Et eller andet sted, er pædagogerne jo ét af de vigtigste fagområder, i både mit og dit liv. Du møder pædagoger i hele livet. Daginstitutionerne, hvor børn ofte er i flere timer, end de er hjemme ved familien. De er kommet ind i de danske folkeskoler, hvor de skal styrke trivsel, inklusion og udviklingen, i samarbejde med lærerne. Ungdomsklubber, fritidsklubber, foreninger.
Når du selv får børn, skal dine børn igennem samme omgang. Her skal du i samarbejde med pædagogerne lave rammerne til at dine børn, kan få et rigtig godt liv, med gode værdier, med gode menneskelige egenskaber.
Når du bliver gammel, vil du komme til at møde pædagoger, enten på plejehjemmet, eller på en anden måde.

Ingen skal. Heller ikke pædagoger skal forsvare sit fag. Vi skal lade det gode arbejde vi udføre, være svar på alle spørgsmålene.

Mit forslag til casen med at vi skulle forsvare os selv, havde jeg et forslag om, at vi kunne tage alle børn, der bliver født ét bestemt år. Lad os bare kalde dem “Generation, de tabte børn.” Lade dem leve et helt liv uden at komme i nærheden af pædagoger. Lade os se effekten. Så finder vi ud af, hvad pædagoger er for en størrelse.

Det bliver med garanti ikke indført. Det er jo ikke som et forskningsprojekt, hvor, hvis vi laver et par fejl, så smider vi væk og laver et nyt forsøg.
Pædagogerne arbejder med DIG, DINE BØRN, og alle dine nærmeste. Og det krøller vi jo ikke bare sammen, og smider ud, vel?

Udover dette indlæg. Så har jeg endnu ikke skulle FORKLARE hvorfor jeg vælger at være pædagog. Lige præcis som mekanikeren ikke behøver forklare sit valg af fag. Jeg håber heller aldrig jeg kommer dertil, hvor jeg skal forklare, og holde forsvarstaler, om min profession.

Det jeg synes er fedt, når forældre, eller dem man arbejder med kommer og fortæller nogle ting. Ting, som de helt sikkert også siger videre til andre mennesker.

Blandt andet kom én far hen til mig, for nogle år siden, hvor jeg var ungdomstræner. “Jelle, du har virkelig gjort min lille dreng, til én mand.”

Dét er jo det fedeste. Her er det processen bag, der fortæller hvorfor vores job er så vigtig. Kæmpe stolthed!

Jeg glæder mig vildt meget til at være færdiguddannet pædagog. Der er så mange typer mennesker, jeg gerne vil arbejde med. Jeg vil være med til at skabe trivsel, udvikling, motivation, glæde, fællesskaber. Præge med de værdier, jeg synes er vigtige. Medborgerskab, medmenneskelighed, mangfoldighed, empati og mange andre ting.

Foto: Jelle.