Jelle: Bryd tabuet!

Af Jesper Jelle Rasmussen

Som så mange andre, i vores alder, tænker man på at få børn. Og da min bedre halvdel var ved at være færdig med sin uddannelse, besluttede vi os at begynde, og forsøge på det. Det gik dog ikke helt som planlagt. Hver måned var graviditets testen negativ. Vi forsøgte at holde hovedet højt, og blev ved med at sige det nok skal komme på et tidspunkt. Men stadig en anelse frustrerende. For vi var jo klar på, at det skulle være NU. Men det gik ikke helt som håbet.

Vi kom til Januar i år. H, kommer hjem med en gave til mig, det er en lille bette bodystocking. Jeg ved med det samme, hvad det betyder, men fatter det ikke helt alligevel. Mon ikke det generelt, er sådan for mænd?

Vi var rigtig glade, vi kunne nærmest ikke være i os selv, og vi havde lyst til at råbe og skrige det til alle i verden. Vi havde planlagt på tusind måder, hvor og hvordan, vi skulle fortælle det til alle mulige. Så vi var meget spændte.  Vi bestilte en tidlig scanning, så vi kunne se at det hele var i orden. Men desværre viser det sig så, at der ikke er noget liv.
Det tager ret hårdt, på især H. Jeg har nok tidligt i mit liv, lært at skærme af fra sorg og følelser. Selvom jeg selvfølgelig synes det var rigtig hårdt, var det især hårdt at se min kæreste være så ked af det.

Og hvem fortæller man sådan noget til? Man går jo ikke bare lige hen til én og siger: “Hej, vi er gravide. Men barnet er dødt. Hej hej.”

Da det døde foster, ikke selv kom ud, skulle det hjælpes. H fik nogle piller med hjem, som skulle få barnet ud, efter et kort stykke tid. Efter en hel weekend, uden nogen form for aktivitet, blev der nu sat gang i en kirurgisk abort. Ikke bare hårdt at vide at barnet var dødt, men også nu at det skulle fjernes. Og efter det var blevet fjernet, kom der oven i hatten, så en omgang underlivsbetændelse, efter operationen. Så det var en lang, hård, og træls omgang.

Tiden efter, kom der nogle bekymringer. Virker H ikke? Virker jeg ikke? Virker vi ikke sammen? Skal der så gå 10 måneder mere, inden vi bliver gravide igen? Hvorfor, og hvorfor ikke?

Vi gik til lægen, og fortalte det som det var. Vi var klar på at det skulle være NU, og vi vil gerne hjælpes. Vores helt fantastiske læge, giver os en henvisning til en fertilitetsklinik, som kunne hjælpe os, med at få det i gang med det samme.

Det blev dog ikke nødvendigt. For ret kort tid efter, kommer H en morgen, ind i soveværelset, og vækker mig. Hun havde en graviditets test med. Jeg kan fornemme på hendes smil, at det er positivt. Dog havde mine søvnfyldte øjne, en anelse svært ved at se den ekstra streg der skulle være. Så vi aftalte at hun skulle lave en ny, dagen efter. Den vidste sig så at være endnu tydeligere! HURRA. Så skete det igen! 

Ved den første abort, fik vi af vide, at det sker ved ca. 20-25% af alle graviditeter, og at det ikke er så tit, at nogle oplever det to gange i træk.

Jeg var dog en anelse, ved ikke om jeg skal kalde det skeptisk, men nu var det jo sket for os, én gang. Så jeg turde ikke håbe og tro for meget på, at det denne gang skulle lykkes.

Denne gang fortalte vi det til nogle af vores nærmeste. Ikke kun for at fortælle at vi var gravide, men lige så meget for at have nogle at dele det med, hvis det endnu engang skulle gå galt.

Vi tog igen til en tidlig scanning. Her kom det igen til at løbe koldt ned af ryggen. Man kunne se på hende, der scannede, at der var noget galt.

Der var et lille flimrende hjerte, hun var dog ikke HELT sikker på, om det var fordi det var ved at gå i stå, eller hvad det var. Men vi fik en ekstra tid ugen efter. Her vidste det sig så, at hendes bange anelser, var korrekte. Fosteret var dødt. Igen i 6. uge.

Igen tog det hårdt på os. Men det var dog rart, at kunne fortælle det til nogen.
Fortælle til familien og vennerne, hvorfor man har ændret humør, de seneste uger. Hvorfor man måske ikke lige er så aktiv. Hvorfor man ikke rigtig har haft lyst til noget. Man behøvede ikke finde på nogle historier, til hvorfor det hele bare var lidt træls lige nu.
Vi kom efterfølgende på sygehuset, hvor de konstaterede at barnet var dødt, så det blev endnu engang fjernet med kirurgisk abort.

Nu kom det lidt igen. Hvem af os virker ikke? Tør vi blive gravide igen? Har jeg så fede, og slatne sædceller, at de ikke fatter hvad de skal?

Nu valgte vi, at benytte os af tilbuddet til fertilitetsklinikken. Vi var i starten af denne måned, til samtale på klinikken i Aalborg.

Jeg havde afleveret, først én sædprøve. Men blev så bedt om at aflevere én mere, da de første sædceller, var nærmest ikke eksisterende. Jeg fik pludselig tanken, om et liv med overvægt, kunne have gjort mine bette små krigere, til slatne mutanter.

Til samtalen i Aalborg, vidste det sig så, ved prøve nummer to, at ALT fungerede, virkede, og var HELT perfekt. Både H og jeg var der intet i vejen med.

Vi lavede en aftale med lægen derude, at vi indtil i starten af næste år, selv forsøger igen, da der intet er til hindre for at det skal kunne lykkes.

Men det der giver os ro i maven nu er:
1. Vi har talt med venner og familie om det. Så man ikke hele tiden bliver mødt med spørgsmål “Hvornår skal I ha´ børn?” Og generelt bare dejligt at kunne snakke om det.
2. At snakke med nogle der har 100% forstand på det, og som har kunnet fortælle os, at ingen af os, fejler noget som helst. Og at vi fungere sammen, da det jo har kunnet lykkes 2 gange. Men at det har været naturen, der skiller nogle fostre fra. Som har været forkerte.
3. At hvis ikke vi selv kan blive gravide inden starten af næste år. Så er ALT kørt i stilling, ved klinikken, og vi skal bare trykke på “KØR”.

Vi fortæller historien, da vi synes det er vigtigt at dem der oplever det, tør at snakke om det.

Vi havde det jo selv sådan at, “det snakker man ikke om”. Og vi blev da også mødt med “Det snakker man ikke om”.

Men jo! Det er sgu vigtigt. Det sker for RIGTIG mange mennesker, så det er HELT naturligt.

Det er godt at kunne sætte ord på nogle følelser.

Tænk sig at nogle SÅ gerne vil have et barn, men at det ikke lige helt er så nemt. Så går man med det indeni. Og det gør da helt sikkert mere skade, end gavn, når man undertrykker nogle følelser.

Selvom det har været rigtig hårdt. Så tror vi på, at vi som par, har fået nogle erfaringer, der har knyttet os tættere sammen.

Så bryd tabuet. Snak om det!

Kilde: Life of Jelle
Foto: Arkiv.