Jazz & Food i Tversted

På den lokale webavis har vi et par gange tidligere kortfattet omtalt Tversted Jazzy Days nye tiltag, men her er en mere fyldestgørende præsentation af Jazz & Food.

26

Jazzy Days i Tversted får nu en kulinarisk lillesøster, der kommer til at hedde Jazz & Food. Det er en hyggelig aften med sommermad fra alverdens lande og to jazzkoncerter.

– Jazz & Food er en slags festivalpicnic, hvor vi bygger på den uformelle stemning vi oplever hvert år ved Jazzy Days i skolernes efterårsferie, fortæller tovholder Inger Fruensgaard fra Tversted.

Madboder og vinbar

En række frivillige og handlende stiller op med kreative madboder, hvor man blandt andet kan købe syrisk, indisk og vegansk mad, fiskefrikadeller og grillspecialiteter. Jazzy Days har selv en øl og vinbar, og Klitgårdens Børneklub står med smoothies, frugtspyd, vafler og andet guf.

Jazz_Food_Tversted_FlaskePosten_2

Lokale og sommergæster

Jazzy Days tiltrækker gæster fra hele landet og udlandet samt naturligvis fra lokalområdet. På samme måde er Jazz & Food for alle. Tversteds sommergæster og venner er meget velkomne til arrangementet ved Klitgården.

Jazz_Food_Tversted_FlaskePosten_3

Der er fri entré og ingen tilmelding. Det vil være klogt at medbringe et tæppe – og penge til de kulinariske fristelser.

Gunde og All Stars

Eftermiddagsmusikken trakterer Gunde On Garner med Henrik Gunde, Nicolas Kock og Karsten Bagge.

Om aftenen kan man slå mave til Jazzy All Stars – et hold af nordjyske jazzvenner, som sammensættes til lejligheden. Tonerne er jazz – men alle numre bliver kendte hits fra alle genrer, og dermed lover initiativtagerne at musikken kan nydes af alle – også dem som ikke er vant til at høre jazz. 

Denne artikels billeder er i ørvrigt fra det hyggelige release party fornylig, som Tversted Jazzy Days holdt ved bådehuset hos Tversted Bjærgelaug.

Arrangementet med Jazz & Food afvikles til gengæld på det skønne grønne område foran Klitgården fredag den 12. august fra kl. 16.00 til kl. 21.00.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments