Jan Woller: Fornuft og samarbejde er vejen frem for fiskeriet

Fisker Jan Woller går i rette med Erik Høgh-Sørensen fra DF, der har foreslået en blokade i udvalgte danske havne som protest imod kameraovervågning og regeltyranni fra EU.

1706
Jan Woller forklarer indgående om de mange regler og registreringer, der skal overholdes og føres for at kunne drive fiskeri i Danmark og EU. Foto: Niels Skipper.

Mandag morgen møder jeg Jan Woller ved HG 236 Milton, der ligger fortøjet ved havnekontoret for enden af Auktionskajen i Hirtshals Havn.

Jan Woller havde læst om Erik Høgh-Sørensens forslag til fiskerne om at blokere nogle få udvalgte danske havne som en aktion og protest rettet imod kameraovervågningen af danske fiskere i Kattegat.

Jan Woller sad efterfølgende søndag aften og så programmet med musikerne, som ombord på et sejlskib anløber idylliske havne, da det for alvor slog ham, hvor upopulær en aktionsform, der var blevet foreslået af den nordjyske politiker fra Dansk Folkeparti.

Selv er han fisker ud af flere generationer og blev nærmest med ble på påmønstret sin bedstefars båd, hvor han med en halv liter maling blev placeret i kravlegården, som var lasten, mens de voksne kølhalede resten af fartøjet, før alle samledes på dækket til frokost.

– Herefter har jeg lært at arbejde og ikke mindst at værne om naturen. Ligesom jeg har lært at respektere og nyde, når kollegaer gjorde det godt, fordi der så var noget at stræbe efter. Jeg har også hele tiden været stolt af mit erhverv og af mine kollegaer, forklarer Jan Woller, da vi sidder ved kaffen ombord på HG 236 Milton.

Jan Woller har tidligere holdt åbent skib med HG 236 Milton ved Hirtshals Fiskefestival. Foto: Arkiv.

Den erfarne fisker, som også er næstformand i Hirtshals Fiskeriforening, men her understreger, at han i denne sag kun udtaler sig på egne vegne, ryster nærmest muntre anekdoter ud af ærmerne, men jeg fornemmer også hurtigt bag den dybtfølte passion en bagvedliggende bekymring for hans erhverv, som i årtier har været under voldsomt politisk pres ikke mindst med uoverskuelige krav og bureaukratiske regler fra EU.

Den aktuelle kameraovervågning er blot det seneste tiltag i en nærmest uendelig række af tilmelderegler og landingserklæringer, sortering af proteinfisk, som tidligere hed industrifisk, kontrolvejning af søpakkede skaldyr, samt et bombastisk pointsystem, hvis konsekvens kan være, at man i perioder mister sin fiskeritilladelse. Desuden er hvert enkelt fartøj allerede i forvejen overvåget, idet dets færden følges helt tæt via satellit.

– Vi har måske bare fulgt for meget med strømmen af tiltag, mens vi har udviklet vores fiskeri. Vi blev pålagt nogle nye rammer for ejerskab af kvoter, hvorefter mange i dansk fiskeri blev gode købmænd. Vi var ikke desto mindre fortsat stolte over vores fællesskab, som vi udbyggede og fastholdt under de nye regler, forklarer Jan Woller.

Jan Woller kigger ind i en fremtid, hvor fiskeriet formentlig fortsat er pakket ind i indviklede regler og reguleringer fra Folketinget og EU, men han insisterer vedholdende på at imødegå presset med fornuft og argumenter, der skal kunne høres i København og Bruxelles. Foto: Niels Skipper.

– For lige at tage den med de nye regler, så er det uforståeligt, hvordan det er gået. Ingen hverken store eller små fiskere har handlet eller gjort noget, uden at det har været sendt til myndighederne og er blevet godkendt, men nogen i systemet har måske sovet i timen, uddyber fiskeren, mens fartøjet duver lidt i havnebassinet.

Jan Woller er af den helt klare og velargumenterede overbevisning, at fiskerne over en bred kam bliver behandlet fuldstændig urimeligt, når de stik imod alle politiske odds skaber fremgang og beskæftigelse med et førende og bæredygtigt fiskeri i Danmark. Vel at mærke et erhverv, der i alle henseender er et forbillede for resten af EU.

– Vi er ikke interesserede i at skade de fiskebestande, som vi skal brødføde vores egne familier med i de næste mange år. Bare det at leve af naturen er en kamp og en udfordring hver eneste dag. Jeg er ked af, at vi er nået hertil, at når de regerende ikke forstår, hvordan noget fungerer, så laves der bare nye regler, hvor vi nu er kommet så vidt, at regeltyranniet dræber fornuften og lysten til at fiske og udvikle erhvervet.

HG 236 Milton anløber med tobis Hirtshals Havn. Foto (arkiv): Dan Sejbjerg.

– Her mener jeg, at sund dansk fornuft og samarbejde er vejen frem. Der er dog desværre nogle politikere, der fisker i rørte vande ved at opfordre danske fiskere til at blokere danske havne, så vores landsmænd ikke kan komme frem og på ferie. Her synes jeg, at vi skal være for gode til at springe på den galej, men vi er klemte, meget klemte, fastslår med eftertryk Jan Woller.

Her maner han til besindelse, men er enig i kravet om, at noget skal ske. Derfor beder han den danske befolkning om opbakning. Han beder også indtrængende om støtte fra borgmestre og lokale politikere samt medier.

– Lad os nu få lov til at blive ved med at være stolte danske fiskere i vores dejlige land!

Jan Woller runder snakken af med at opfordre ikke bare fiskere, men alle borgere til at støtte med deres underskrift på siden Fiskerne siger stop

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Torben Christensen
3 år siden

Godt indlæg nabo, i et samfund som vores bør tingene løses via dialog og ikke ved blokader, også når det er kompliceret stof som dette …..

Ulrik Jes Hansen
3 år siden

Jeg kan kraftigt anbefale at sætte sig ind i, hvad det er for billeder som ministeriet ser på. Det er så lidt, man kan se, at færdselspolitiet faktisk krænker mere med de stærekasser, der sættes op over hele landet.