Jan Vest Jensen fejrer 40 år i Fiskernes Forsikring

Jan Vest Jensen kan den 1. juli 2020 fejre 40 års jubilæum i Fiskernes Forsikring.

378

Jan Vest Jensen blev i 1980 ansat som kontorbestyrer på Forsikringen af Danske Fiskefartøjer Gensidig Forenings kontor i Hirtshals i daglig tale kaldet ”Københavnerforsikringen” med ansvar for selskabets aktiviteter i Nordjylland. Før sin ansættelse i forsikringsbranchen var Jan Vest Jensen ansat i Danske Bank, men det blev altså forsikringsbranchen, som blev Jan Vest Jensens karrierevej.

Efter fusionen med forsikringsselskabet Esbjerg Gensidige i 2001 fortsatte Jan Vest Jensen i det nye forsikringsselskab, Dansk Fiskefartøjsforsikring Gensidig Forening, der i 2009 ændrede navn til Dansk Fartøjsforsikring A/S, nu som policechef og med samme arbejdsopgaver som igennem alle årene har omfattet besigtigelse af fiskefartøjer som ønsker optagelse i forsikringen, behandling og taksering af havarier samt tilbudsgivning og behandling af policesager. I dag er Jan ansat som chef surveyor i Fiskernes Forsikring – som er resultatet af en vellykket fusion mellem Dansk Fartøjsforsikring og Danske Fiskeres Forsikring.

Jan Vest Jensens store viden indenfor forsikring af fiskefartøjer har igennem alle årene bidraget til, at selskabet til stadighed har haft gode konkurrencedygtige forsikringsbetingelser, som opfylder de krav og ønsker som fiskerne igennem årene har haft til deres forsikring.

Jan Vest Jensen er et kendt ansigt på havnene i det nordjyske, og han har været nem at spotte, når han er kommet kørende i firmabilen med de farverige logoer. Jan Vest Jensen har tit udtalt, at det altid har givet god reklame, og at det ofte afføder kontakter med fiskere, som lige skal have en snak om forsikring, når Jan Vest Jensen var i lokalområdet.

Jan er en vellidt og respekteret kollega, som igennem alle årene har haft fokus på den gode kundebetjening og en korrekt og præcis skadesbehandling. Vi er glade for, at Jan Vest Jensen ikke har planer om at gå på pension endnu, og at Jan Vest Jensen stadig vil arbejde for selskabet fra kontoret i Hirtshals. Så hold øje med bilen ud på havnene eller kik ind på kontoret i Hirtshals, hvor Jan Vest Jensen altid modtager fiskerne med et smil på læben og tid til en god snak om fiskeriet og forsikring.

Jan har ikke ønsket opmærksomhed i forbindelse med sit jubilæum, og ønsker at fejre det i et mindre selskab med sine kollegaer.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Kristian
3 år siden

Tillykke Jan