FlaskePosten har i en serie artikler bragt udvalgte afsnit fra bogen Forglemmigej om 10 flygtningefamilier og indvandrere i den gamle Hirtshals Kommune.
Bogen blev skrevet af tidligere skoledirektør Peter A. Jacobsen og nærværende skribent, samt forsynet med et indlevet forord af nu afdøde direktør og lokalpolitiker Ole Albæk.
Den 19. februar bragte vi således afsnittet om brødrene James og Odin Olsen. Nedenfor følger imidlertid brødrenes egen beretning om, hvordan det videre gik dem i livet.
James’ historie
Efter vores tid på skolen, kort tid før bogen Forglemmigej udkom, rejste mig, Odin og mor til Norge, hvor vi befandt os i omkring 4 1/2 år.
Vi boede på et lille landsby med meget få indbyggere og midt i fjeldene omkring 4 timer nordvest fra Oslo. Landsbyen hedder Vang. Her gik vi i skole og nåede at lære det norske bokmål, men det var ikke den dialekt, vi holdt længst på, da størstedenel af de unge, vi gik i skole med, talte nynorsk.
Så de sidste to år af vores ophold i Norge blev både jeg og Odin ret dygtige til at forstå, men også snakke nynorsk. Vi vidste dog ikke, hvor gode vi var til at tale nynorsk, indtil vi flyttede til en støre by nordøst for Oslo, som heder Kongsvinger.
Der fandt jeg så ud af, at jeg var ret dygtig til at tale nynorsk, og det gjorde, at jeg så blev flyttet fra modtagerklassen og ind i en almindelig klasse. Men i denne klasse var der ingen af mine klassekammerater, der kunne tale nynorsk, så de var allesammen ret imponerede over, at både mig og Odin fik lært bege dialekter så hurtigt på de 4 år, vi var der. Mest, da der ikke var nogen af lærerne, der havde set det før, og deres egne elever havde det lidt svært med at lære nynorsk.
Opholdet i Kongsvinger var kort. Efter et halvt år valgte mig og Odin at spørge om lov til at flytte tilbage til vores far i Hirtshals.
Vi var trods alt blevet ældre, men samtidig også mere forstående over, hvorfor vi forlod Danmark første gang.
Den 14. januar 2006 vendte mig og Odin tilbage til Danmark. Kl. var 04 om natten den 15. januar. Vi husker stadigvæk min fars ansigt, da han så os. Han var glad for at se den udvikling, der var sket, fra han sidst så os. Fra små drenge til lige pludselig at være unge, stærke teenagere på 13 og 15 år.
Kommunikationen med far var lidt svær i starten. Mig og Odin havde jo stærkt vænnet os til den norske dialekt, men efter en uge kunne vi bedre forstå hinanden.
Dagen efter vores ankomst, unge fyre som vi var, ville vi jo allerede ud og udforske Hirtshals og de gamle gader, vi engang cyklede på i Emmersbæk. Men der var en person, som mig og Odin ikke kunne glemme fra vores første besøg i Danmark. Og ham skulle vi have fat i, inden vi tog ud af døren. Min far fortæller så, at han stadigvæk bor hos sine forældre, og at han havde nummeret til hans mor.
Vi husker, da vi ringede til hans mor, og telefonen var sat på højtaler, så vi begge kunne lytte på reaktionen. Gitte hedder hun. Hun kunne slet ikke tro på, at vi var tilbage, og desværre var hendes søn ikke hjemme, men Gitte ville selvfølgelig meget gerne bringe beskeden videre til ham.
Lidt trætte var mig og Odin af, at vi ikke fik fat på ham den dag, så vi lænede os bare tilbage på sofaen og håbede på, at vi fik fat på ham dagen efter. Men tro det eller ej, kun 10 minutter efter vi snakkede over telefonen med Gitte, bankede det ivrigt ude på fordøren. Mig og Odin ventede ikke på nogen, og det gjorde far heller ikke.
Vi stillede os begge to ud til døren, og mig, som storebroren, får så lov af Odin til at åbne døren, da han ikke selv turde. Da jeg åbner døren, kan vi se, at det var vores gode, gamle, meget forpustede kammerat Martin Gorm Nielsen, som var løbet hele vejen ned til min far, da han fik besked fra sin mor, som øjeblikkelig havde ringet til ham efter at have snakket med mig og Odin. Det var en dag, vi nok ikke glemmer.
Vi startede begge to kort efter på Ulvkærskolen, hvor jeg gik til og med 9. klasse.
Da jeg afsluttede på Ulvkærskolen, tog jeg i 10. klasse i Hjørring Ny 10. ved togstationen i Hjørring. Det var der, jeg tog fat i det rigtige ungdomsliv og fik en del venner samt bekendte.
Det hele tog lige pludselig en drejning, hvor ungdomslivet samt fester fik en støre betydning end uddannelse og selvinvestering.
Dette medførte, at tiden forsvandt ret hurtigt, og vi fandt begge to ud af, at vi havde prioriteret forkert.
Odin valgte derefter at lægge alt sit fokus på at komme ind i hæren, hvor jeg så valgte at gå den gastronomiske vej.
I 2012 tog jeg et tjenerforløb ved Food College i Aalborg; et grundforløb som fangede mit opmærksomhed fuldt ud.
Jeg valgte at dedikere mig selv efter dette fag, hvor jeg efter endt grundforløb fik jeg en læreplads på et hotel i Hobro ved navn Hotel Amerika. En beslutning, som var lidt svær i starten, fordi jeg skulle give slip på Hirtshals og Hjørring og rykke så langt ned syd på helt alene, men frygten overkom jeg og her befandt jeg mig selv i 3 år.
Nu er jeg så færdiguddannet som tjener og blev faglært med udmærkelsen bronze.
Jeg flyttede til Århus i februar 2016 sammen med min kæreste Simone, da jeg i december 2015 fik job hos en 1 stjernet Michelin Restaurant ved navn Gastromé, og her har jeg arbejdet siden.
I det nye år 2017 er jeg stadigvæk fastansat hos restaurant Gastromé i Århus midtby og har derudover et deltidsjob som salgsassistent ved OK’s Hovedkontor i Viby ved Århus. Jeg er samtidig i februar måned i år blevet far til en sund lille dreng ved navn Julius sammen med min kæreste Simone.
Odins historie
Historien starter i bund og grund, som vi sluttede den i første kapitel af Forglemmigej. Mig, James, far Jørgen Olsen og vores mor Joyce boede sammen på Emmersbækvej i det hus med kaniner. Men det skete, at mor og far ikke var helt enige om tingene. Det førte til skilsmisse.
Både mig og James var nødt til at rejse væk med vores mor fra Danmark og efterlade vores far, det skønne liv og venskaberne, vi fandt os her i Danmark. Mor var sikker på, at det var det, hun ville og havde en plan om at rejse til Norge og søge ophold derop. Vi sejlede med Color Line til Kristiansand, hvor vi blev stoppet af grænsekontrollen og blev stillet et par spørgsmål om hvordan og hvorledes, indtil de fik oplysninger nok til at sende os igennem systemet, som bragte os ind i et asylcenter i Norge.
Vi boede i alt 4 år i Norge, hvor vi flyttede mellem forskellige asylcentre og tilbragte mest tid i Vang i Valdres, hvr vi boede ca. 2,5 år og gik i skole der. Det var et eventyr at bo i Valdres, og vi oplevede rigtig mange ting og var glade for at bo der, men så alligevel savnede vi Danmark og de bekendtskaber, vi fik os.
Den person, som betød mest for os, var Martin Gorm Nielsen, som vi havde kontakt med engang imellem og vores far. Tiden gik samt årstider og vi levede med en skøn drøm om at få et hus og et sted, man kan kalde hjem efter vores bumpy ride, som vi har haft i så ung en alder. Min mor mødte en ny mand i Norge, som selv var flytning fra Irak og søgte asyl i Norge.
Han var en rigtig flink og hjælpsom mand, som tog sig godt af mig og James. Så fik mor et barn, som vi aldrig troede kunne ske, men der kom vores lillebror, som hedder Miran, som er en del af flokken. Men da skete det, at vi havde fået tre nej af den norske stat. Vi måtte ikke blive i Norge mere, da vi ingen konkret grund havde til at få opholdstilladelse, fordi vi ikke flygtede fra nogen krig.
Vi havde ikke andet valg end at rejse tilbage til Mozambique. Jeg sagde til mor, at jeg ikke ønskede at rejse tilbage, men ville helst tilbage til Danmark og bo hos farmand. Mor tog en beslutning og kunne se, at det var bedst for os at komme tilbage til vores far. Vi rejste så tilbage hertil, hvor vi mødte vores far igen.
Her har vi boet siden 12. januar 2006 og gik på Ulvkærskolen. Jeg havde lidt besvær med at følge med i skolen og endte med at gå på Nordstjerneskolen, som ligger bagved Pede Rimmensgade. Efter det tog jeg på Hjørring Ny 10. Og fortsatte videreuddannelse som elektriker og brobygning for at afprøve de forskellige uddannelser, men besluttede mig for at arbejde i industri, indtil jeg fandt en løsning på, hvad jeg mest brændte for.
Efter nogen år besluttede jeg at flytte fra Hirtshals til Hobro, hvor jeg boede med min storebror. I mellemtiden gik jeg på VUC for forbedring af mine forrige karakterer og ventede på at skulle ind og aftjene min værnepligt.
Vi boede der ca. to år. Så besluttede James sig for at flytte med kæresten til Aarhus for bedre jobmulighed, og jeg tog en beslutning om at blive kok.
Lige nu bor jeg også i Århus og er i gang som kokkeelev.
FlaskePosten vil gerne sig tusind tak for til James og Odin, fordi de så beredvilligt og indlevet gav os alle mulighed for at få et indblik i deres videre skæbne efter Forglemmigej.
Link til tidligere artikler: Forglemmigej
