Der er velduftende grød i gryden over bålet, da vi søndag formiddag besøger rollespillerne i Yxenskoven.
– Vi tabte desværre slaget til jætterne i går aftes, da de medbragte nogle drabelige våben, medgiver Hilbert alias Claus Gajhede.
– Til gengæld skal de bæster få en ordentlig omgang stryg senere i dag, tilføjer Gunnar Skallesmækker alias Lars Berg.
De to er rollespillets ældste deltagere, mens de yngste er søskendeparret Blomst og Pil. Sidstnævnte fægter farligt rundt, mens søster kigger nysgerrigt på de drabelige slag i luften.
På vej væk fra landsbyen bliver vi af et par vagter advaret mod jætterne, men vi ser kun en af deres boliger et stykke borte.
Jætterne sover formentlig længe og ved endnu ikke, hvad der venter dem af hævn fra landsbyboernes side.