Nu er vejret for alvor slået om. Lørdagen bliver ualmindelig smuk, og da vinden har lagt sig, også meget behagelig.
For dem der skal ud til morgen, er det dog også en kold affære, hvor der er brug for hue og handsker.
Ved solopgang lå de laveste temperaturer langt under frysepunktet. I Karup målte man -5,9 lidt før klokken 6.
Årets hidtil koldeste morgen var den 14. marts, hvor man i Horsens nåede ned på -7,4 grader.
Fredag var det jævndøgn, og det er meget typisk, at vi har kolde morgener og behagelige eftermiddage på denne årstid. I løbet af formiddagen, når temperaturen op omkring 5 grader, og solskinsvejret bliver meget indbydende.
I eftermiddag vil termometrene vise 6-7 grader, men på grund af svagere vindforhold og masser af solskin vil det blive meget behageligt at sætte sig ud i haven eller på terrassen.
Så snart solen går ned bliver det koldt. der er næsten ingen skyer til at holde på varmen, og når vinden er svag bliver det endnu hurtigere koldt. Ud på aftenen vil temperaturen igen nå ned under frysepunktet.
Kilde: TV2 Nord og TV2 Vejret.