FlaskePostens udsendte hilste første gang på kaptajn Henrik Hammer under et Viking Cruise til Færøerne og Island for tre år siden, da jeg arbejdede freelance for det daværende Kanal Hjørring.
I år er jeg med hustru og yngste datter på mit fjerde Viking Cruise og har i den forbindelse aftalt at lave mit andet interview med Henrik Hammer.
Forinden har jeg imidlertid været i kontakt med Sales and Marketing Director Henny á Líknargøtu i Thorshavn, som formelt skal give journalister tilladelse til at interviewe kaptajnen ombord på Norröna. Min kontaktperson hos rederiet er ellers Karina Svane, som er Head of Office hos Smyril Line i Hirtshals.
På det tidspunkt har jeg dog reelt allerede fået aftalen på plads med Henrik Hammer. Før afrejsen har vi korresponderet flittigt via Facebook. Vi kommer derfor velforberedte ombord på Norröna kl. 13.30 den 11. oktober og bliver installeret i en af skibets veludstyrede og rummelige fire køjers kahytter, hvor der er eget toilet med bad samt fjernsyn og køleskab med minibar.
Da vi anløber Thorshavn, har Henrik Hammer inviteret os på en køretur, der blandt andet bringer os op til den tidligere marinestation i Mjørkadalur på Streymoy og radarstationen i 726 meters højde ved Sornfelli. Radarerne var en vigtig del af beredskabet for NATO under Den Kolde Krig.
– Der var egentlig tre kupler med radarer, men den ene blæste på et tidspunkt ned. Ligesom de amerikanske barakker lidt længere nede ad fjeldet nu helt er borte, fortæller Henrik Hammer, mens vi nyder den svimlende flotte panoramaudsigt, som er blevet et yndet udflugtsmål for turister.
– På årets længste dag er det en fast tradition, at rigtig mange færinger går op på det 767 meter høje Skælingsfjall for at se solen gå ned og komme op igen, oplyser Henrik Hammer og peger mod fjeldet, da vi igen kører ned mod Oyggjarvegur.
Under udflugten fornemmer man tydeligt den færøske kaptajns stolthed over at vise gæsterne den fascinerende natur og kultur. Ligesom det af gode grunde falder ham helt naturligt at snakke om rederiet Smyril Line.
– Min mor kom til Thorshavn bare 17 år gammel og fik mig et år senere, så min far fik hurtigt fanget hende ind, siger Henrik Hammer med et smil, da han kører den store Ford tilbage til byen, hvor forældrene og han selv fortsat bor.
– Der er mine forældres hus og der min brors, som for resten har været Færøernes stærkeste mand, siger han og peger mod et par huse med en pragtfuld udsigt over Thorshavn.
Henrik Hammers far Óli Hammer stiftede i sin tid rederiet Smyril Line. Derfor har sønnen i mindst ligeså høj grad som så mange andre færinger íkke bare saltvand i årerne, men føler af gode grunde en næsten medfødt loyalitet overfor det færøske rederi.
– Da rederiet på et tidspunkt skulle skaffe kapital ved enten at sælge aktier i skibet eller Hotel Föroya, var valget ikke svært. Min far sagde, at hotellet ville blive liggende, uanset hvem der ejede det, men det samme ville skibet ikke, og dermed var den sag afgjort, siger Henrik Hammer.
-Min far var direktør fra 1982 til 2005. Ved givne lejligheder og af bestemte årsager afløste han indimellem i korte tidsrum over en årrække som kaptajn på den første Norröna samtidig med, at han var direktør i rederiet, fortæller Henrik Hammer.
Da vi er tilbage på skibet, inviteres vi ved afsejling fra Thorshavn op på broen. Her fortsætter snakken med afsæt i det forhold, at der i dag er langt flere turister med på Viking Cruise end for bare tre år siden.
Hvordan forklarer du den positive udvikling?
– Som jeg hører det, skyldes det god marketing og tilfredse gæster, så man må vel sige, at det også skyldes Smyril Lines service, både i land og ombord, konstaterer kaptajnen.
At det er en ansvarsfuld stilling at være skipper ombord på et stort skib med forpligtelser overfor både passagerer, besætning og rederi, er Henrik Hammer tydeligvis meget bevidst om.
Hvad ser du som dine største udfordringer?
– Fartsområdet er vel den største udfordring rent vejrmæssigt. Overfarten skal være så behagelig for gæsterne som muligt, så de får størst mulig glæde af opholdet ombord. Rejsen skal jo være en del af ferien og ikke kun noget, som man bare skal have overstået. Endelig er udfordringen også at overholde tiden og ruteplanen, noterer Henrik Hammer.
– Når alt det går glat, og når man ved, at besætningen stortrives ombord og med glæde udfører deres opgaver, tæller det virkelig meget. En glad besætning er lig med glade gæster, konkluderer kaptajnen.
Er der grund til fortsat optimisme, når du kigger frem i tiden?
-Min vurdering er, at som det går nu, så har Smyril Line en lys fremtid for sig. Forstået på den måde, at rederiet hele tiden kreativt arbejder med at finde nye spændende og tiltrækkende ideer, for både nye gæster og nuværende, hvoraf mange faktisk kommer igen og igen, uddyber Henrik Hammer.
Når man hører til sidstnævnte kategori, som jeg gør det, kan man ikke undgå at bemærke de forandringer, der sker fra gang til gang. Hvad er de seneste nye tiltag ombord?
– Blandt andet flere nye minilux kabiner og familiekabiner, hvor der er lavet dør mellem nogle kabiner, så en børnefamilie kan gå mellem kabinerne uden at skulle ud på gangen, forklarer Henrik Hammer.
Skibets chefkok har desuden fået næsten alt udstyret udskiftet, som eksempelvis ovne, friturekogere og så videre. Der er også lavet rygekabine på dæk 8 med ventilation. Fitness er fornyet og har fået ekstra udstyr.
Sådan kunne listen fortsættes, idet FlaskePostens udsendte har bemærket adskillige andre nye ting ombord, men det vil her føre for vidt at opremse.
Forude venter endnu nogle dages vidunderlig Viking Cruise. Vi siger derfor tak og på gensyn til Henrik Hammer. Man føler sig tryg med den mand ved roret.
FAKTA: Henrik Hammer er gift med Sólrun Hammer, der arbejder i en børnehave. Parret har to sønner, Óli, 26 år og sejler som styrmand hos A2SEA på Sea Challenger, og Aron, 19 år, som arbejder hos vagtselskabet ANSNI.