Intense og tætte dueller trods nederlag til B75

Dagens kamp levnede ikke lokale B75 store chancer imod de danske mestre fra Roskilde, men der var flere intense kampe samt ikke mindst lange og gode dueller, der alligevel gjorde aftenen ekstremt spændende i Hirtshals Idrætscenter.

18

Under fravær af formand Simon Rokkjær og sportschef Lars Rokkjær var det Andreas Rokkjær, der fik æren af at præsentere spillerne før den lokale bordtennisklubs sæsonstart i Stigadivisionen med en holdkamp mod de danske mestre fra Roskilde. Forinden havde et par andre herrer dog haft ordet.

– Hvornår deltager den første fra Hirtshals i de olympiske lege? Der er nok ingen, der har svaret på det.  Dog har man i B75 en ambition om, at børn født i lokalområdet kan udvikles til et olympisk niveau, sagde filialdirektør Kurt Bærentsen fra Spar Nord.

– I B75 har man tillagt sig den vane, at mål og planer realiseres hen over tid, så der kan være store forventninger til, at det også bliver tilfældet i denne plan. Et af de elementer, der indgår i planen, er ansættelsen af en trænerkapacitet. Alexandre Doleux er nu ankommet til Hirtshals og startet på sit arbejde, forklarede Kurt Bærentsen.

Anledningen var selvfølgelig, at Spar Nord, Spar Nord Fonden og Hirtshals Sparekasses Gavefond har været med ved bordtennisbordet i alle årerne og deltaget i det lange træk sammen med alle ildsjælene i klubben, men dagens tale skyldtes også, at Kurt Bærentsen og Jens Ole Mikkelsen benyttede dagens kamp som anledning til at overrække den nye træner en pose penge med 45.000 kroner.

Roskildes danske mestre blev dog ikke overraskende en særdeles vanskelig modstander, hvilket gav et nederlag til det nye hold hos B75. Der var imidlertid rigtig mange intenst spændende dueller, hvor især Khaled Assar, Simon Söderlund og Simon Soulard brillerede med fantastisk flot bordtennis, der lover godt for den lokale klubs videre skæbne i Stigadivisionen. Trekløveret leverede både tætte sæt og kampe. Især unge Simon Soulard, der faktisk vandt en kamp mod ikonet Allan Bentsen fra Roskilde.

Med på holdet var også George Downing, som indtog den plads, der sandsynligvis på skift skal spilles af nogle af klubbens store talenter som blandt andre næstformand Daniel Søndergaard Christensen og Jens Rosenbaum.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments