Ingen suler som bifangst

Årsagerne til at døde suler og ænder i massevis er drevet i land i Nordjylland kan være mange - og det kan også være helt naturligt.

1654
Foto (arkiv): TV2 Nord.

Det er endnu ikke lykkedes at finde frem til, hvorfor over 60 suler døde og skyllede i land langs den nordjyske vestkyst tidligere på ugen.

På samme måde ved man endnu ikke, hvorfor op mod 200 ænder endte med at drive døde i land på Læsø eller hvordan et mindre antal ænder fik Hirsholmene ved Frederikshavn som deres hvilested.

Alt er indtil videre teorier, hypoteser og spekulationer. Intet er afklaret med sikkerhed og derfor er den mulighed, der hedder fugleinfluenza stadig på bordet. Men den kan ikke hverken be- eller afkræftes med hjælp fra de døde fugle, der er fundet på både vestkysten og på den østlige side af Grenen.

– Vi tester for de sygdomme, der kan smitte til husdyr – i det her tilfælde fjerkræhold og -produktion, forklarer Flemming Kure Marker, der er veterinærchef ved Fødevarestyrelsen. Med det mener han, at man tester for fugleinfluenza, men det kan man ikke gøre med de fugle, der er blevet fundet i den seneste tid:

– Det er indtørrede fugle og fugle, der i øvrigt bærer præg af at have været døde i et stykke tid og dem kan vi ikke teste på, forklarer Flemming Kure Marker, der altså ikke kan bidrage til at løse mysteriet, som det ser ud lige nu.

Er sulerne gået i garnet?

En anden teori om hvad, der har ført til de mange fugles død er, at de er druknet i fiskegarn, der har stået og fisket efter stenbidere. Den fremføres og støttes af Dansk Ornitologisk Forening hvor biolog Knud Flensted uddyber:

– Min hypotese er, at sulerne er endt i fiskernes garn og den har jeg fået bestyrket af, at vi har fået henvendelser fra tre fiskere, der har taget døde suler, dykænder og måger op i deres garn, forklarer han.

Den voldsomme mængde af døde fugle skulle derudover hænge sammen med, at der er blevet fisket rigtig meget efter stenbider i vinteren og det tidlige forår, forklarer Knud Flensted, der dog understreger, at hans hypotese altså kun er en hypotese.

Aldrig set så meget stenbiderrogn før

Og umiddelbart kunne hypotesen godt få ben at gå på, hvis man spørger Hirtshals Fiskeauktion om udbuddet af stenbiderrogn i de forgangne måneder:

– Vi har aldrig set så meget stenbiderrogn på auktion som i januar, februar og marts, fortæller Karsten Brovn Pedersen, auktionsmester ved Hirtshals Fiskeauktion.

– Men 90 procent af det er fisket omkring Hals, så det underbygger jo ikke rigtig teorien om, at der har været flere so-garn, sulerne kunne gå i, siger auktionsmesteren videre og henviser til Hirtshals Fiskeriforening, der har helt styr på, hvordan og hvor meget der bliver fisket i de farvande, Hirtshals-fiskerne sejler på.

Herfra lyder det, fra formand Niels Kristian Nielsen, at der lige nu er mindre garnfiskeri end normalt på grund af coronakrisen.

– Der bliver ikke fisket så meget for priserne er dårlige, så der er færre, der vil bruge deres kvote, hvis den ikke er arbejdet værd, siger han og fortæller i øvrigt, at han selv har været garnfisker i 25 år og aldrig har fået en sule som bifangst.

– Jeg er da mere nervøs for, om det kan være noget sygdom, siger han videre.

Kilde: TV2 Nord.


Link til tidligere artikel

Døde suler i dusinvis

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments