Ingen sommerferie på Nitrime

På HG 398 Nitrime fra Hirtshals har de travlt med fiskeriet efter sperling. Og det går ganske fint

1909

– Jeg har tre piger. De er alle ved at være voksne nu, og jeg har aldrig været på ferie dem. Sommerferie har jeg aldrig hørt om, griner Per Jensen fra Hirtshals, der har fartøjet HG 398 Nitrime.

For lige nu skal der fiskes sperling, og når Per Jensen ikke selv er med på fiskeri, så skal båden males, eller han skal lige ordne sine grejer – for eksempel sperling-posen, som han arbejder på, da Fiskeri Tidende fanger ham til en snak om sommerfiskeriet.

– Der er gang i sperling-fiskeriet. Der var gevinst fra dag 1, men ikke de allerstørste mængder. Det er jo ikke som tobis, hvor vi hiver kæmpe portioner ind, men hvis vejret arter sig, så kan vi godt fange op til 25-30 tons sperling på halvandet døgn. Men typisk ligger det mellem 15 og 25, fortæller fiskeren, der er godt tilfreds med kiloprisen på ca. 2,2 kr.

Han gik over til sperling, da tobisfiskeriet sluttede, og i Hirtshals får han selskab af et par andre både, som også har givet sig kast med fiskeriet; HG 31 Sedinah og HG 236 Milton.

Desværre har der været en del blæst i juli, som har drillet fiskeriet, men heldigvis så har Per Jensen stadig et par måneder at løbe på. Fiskeriet fortsætter frem til max. oktober, og derefter står den så på jomfruhummerfiskeri.

– Brisling er ikke til at komme i nærheden af, da lejepriserne er for høje – det kan ikke betale sig så. Det har vi prøvet en gang, og det gider vi ikke igen. Så det må blive jomfruhummer, hvis vi må og kan, siger Per Jensen.

For jomfruhummerfiskeriet er ikke, som det plejer. Corona-krisen tog hårdt på fiskeriet i foråret, i Kattegat varsler de kamera, og Per Jensen er som mange andre nordjyske fiskere frustreret over fisketrykket, regler og kritik:

– Vi har masser af gode og sjove stunder, når vi er ude at fiske. Arbejdet fejler intet! Det er suverænt, så længe du kan få tankerne væk fra ministeren og hans planer.

– Jeg tror, det bedste Mogens Jensen kunne indføre, er en ophugningsrunde, så han er kvit med alle problemerne.

Selv kunne Per Jensen godt forestille sig at gribe den mulighed, selvom han kun er 59 år. For han tror ikke, at de unge vil overtage HG 398 Nitrime, hvis fiskeripolitikken fortsætter som nu.

Og irritationer gælder også for hans sommerfiskeri efter sperling. Her er der mange krav til prøvetagning, bl.a. at han skal melde ind, hvor meget han har med en max differencen på 10 procent, og også bifangsten skal noteres.

– Det er noget nær umuligt. Vi joker lidt med, at man skal passe på, at man ikke taber en træsko. For hvis den kommer med i en af kontrollens prøver, så ganger de jo op, og man bliver noteret for flere hundrede kilo træsko, siger Per Jensen.

Kilde: FiskeriTidende.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments