Virksomheden VORES Mediehus er med ejernes egne ord allerede ude i over 400 danske byer og har åbnet sider med standardiserede navne som Vores Hjørring, Vores Bindslev og Vores Hirtshals.
Når nærværende lokale netavis har fået succes, så skyldes det i høj grad nærhed. Nok bringes der pressemeddelelser fra en bred vifte af sportslige og kulturelle felter udenfor den gamle Hirtshals Kommune og masser af stof efter aftale bragt fra klubber og foreninger også i resten af Hjørring Kommune. Ligesom politisk stof fra såvel Hjørring Kommune som Region Nordjylland kan have interesse i både Tornby og Tversted. Ikke desto mindre er der konstant et filter af nærhed, fordi indehaveren og redaktøren bogstavelig talt er nærværende og tæt på stoffet samt ikke mindst er lokalpatriot af hjertet.
Denne nærhed og fingerspidsfornemmelse vil ovennævnte virksomhed nu erstatte med det, som indehaverne minsandten selv kalder for robotjournalistik. Hvad begrebet nærmere dækker over, uddybes ikke i sammenhængen, hvilket nok er meget klogt, men det illustrerer såmænd ufrivilligt og meget fint problemet med udviklingen i mediebranchen, hvor centralisering og nedskæringer længe har stået på dagsordenen. Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftsidende blev til Nordjyske Stiftstidende under koncernen Nordjyske Medier. Koncernens ugeaviser har efterfølgende fået et standardiseret udseende uden noget som helst lokalt særpræg. Borte er fyret på Hirtshals & Bindslev Avis.
Deraf fulgte nemlig endvidere en tilbagetrækning fra samtlige mindre byer og samfund i hele Nordjylland. Ganske vist forsøger det søndenfjordske mediehus at holde trit med nye og helt lokale medier ved at anvende dem, der helt fra gamle dage er blevet kaldt anmeldere, men deres loyalitet bliver uomgængeligt splittet mellem lokalsamfundet og redaktionelle hensyn samt en kurs udstukket af ledelsen på en fjerntliggende direktionsgang og et ligeså distanceret redaktionslokale. Denne centralisering vil nogen altså nu forsøge at videreføre og yderligere skærpe med såkaldt robotjournalistik.
Robotterne kommer dog ikke overraskende temmelig skidt fra start, når de eksempelvis skriver om Hirtshals, at byen tilhører Hjørring Kommune, hvor borgmesteren hedder Arne Boelt. Med sådan en udmelding som redaktionel programerklæring har man mildest talt ikke forstået en fløjtende fis af noget som helst i havnebyen på kanten af Skagerrak. Hirtshals er rigtig nok en del af den administrative enhed, der hedder Hjørring Kommune. Havnen er for så vidt også gået fra at være statslig til at være kommunal, men der er lysår derfra og så til at skrive, at byen er nærmest er ejet Hjørring Kommune.
Hvem eller hvad tilhører eksempelvis Hirtshals Yard A/S? Hvem tilhører Kølemadsen A/S? Hvem ejer MarineShaft A/S? Eller hvem tilhører for den sags skyld Hirtshals Kro og Jye’s Bagbutik? Eller Lund Interiør og Høj Data? Naturligvis tilhører byen Hirtshals ikke Hjørring Kommune og da slet ikke Arne Boelt. Byen er derimod en del af den politiske definerede Hjørring Kommune.
Det er kort fortalt svært at se, hvordan en ugeavis lavet ved hjælp af robotjournalistik og styret fra Århus skulle kunne blive særligt attraktiv som medie i det nordvestlige Vendsyssel.
Spørg bare på Langagervej i Aalborg!