Tidligere har du måske ikke kunnet få en helt ny parfume eller et ganske bestemt kosttilskud, fordi din lokale butik ikke fører netop det pågældende produkt.
De tider er slut nu, idet et nyt tiltag gør det muligt for alle butikker i kæden landet over at levere alle de varer og mærker, som Matas sælger.
– Vi er glade for som noget nyt at kunne hjælpe vores kunder, når de efterspørger varer, der fysisk ikke er i vores butik. Vi kan få disse hjem fra Matas’ onlinebutik i løbet af ganske få dage. Så spørg endelig efter det, du ikke ser i butikken, for vi har det alligevel, fortæller butikschef Helle Svendsen fra Matas i Hirtshals.
Matas’ onlinebutik tilbyder over 17.000 varer, som ikke alle fysisk kan være på hylderne i samtlige Matas butikker. Men med den nye kundeservice kan alle ønsker opfyldes nemt og hurtigt.
Mange flere varer
Der er meget bred spredning på, hvilke af Matas’ mange varer kunderne efterspørger via den nye service. Mange leder dog efter de eksklusive kosmetikmærker, da især de mindre butikker ikke har plads til at have alle de forskellige serier hjemme i butikken.
– Vi er sikre på, at byens borgere vil tage godt imod denne nye kundeservice. For selvom vi løbende tilpasser butikkens hylder i forhold til de varer, der har størst efterspørgsel, kan vi nu tilbyde betydelig flere varer og dermed i højere grad efterleve kunders særlige, individuelle ønsker, uddyber Helle.
Fakta om levering
Pakken kan hentes efter 1-3 dage i butikken hos den lokale Matas. Kunden får en mail eller sms om, at den er klar til afhentning.
Der kan frit vælges et andet afhentningssted eller eventuelt levering til døren. Fragtbeløbet varierer, hvor afhentning selvfølgelig er billigst i den lokale Matas.
Når varen bestilles i butikken, er fragten gratis ved køb over 250 kr. mod 399 kr. ved direkte onlinekøb.