
Statsminister Mette Frederiksen opfordrede tidligere på dagen til en række nye tiltag i bekæmpelsen af coronavirussen og deriblandt, at man udskyder eller aflyser arrangementer med flere end 1000 personer.
Arrangørerne af Spar Nord Skole-Cup 2020 modtager som følge heraf i øjeblikket en række spørgsmål gående på, hvorvidt morgendagens og søndagens arrangement gennemføres på trods af meldingen fra statsminister Mette Frederiksen.
Arrangørerne meddeler derfor, at Spar Nord Skole-Cup i Hirtshals Idrætscenter gennemføres helt som planlagt. Arrangørerne forventer på intet tidspunkt lørdag og søndag at være i nærheden af 1000 mennesker samlet samtidig.
Eventen afvikles over 10 timer, og arrangørerne påregner mellem 200 og 300 deltagere pr. årgang henover dagen.