Danmarks Naturfredningsforening (DN) Hjørring bemærkninger omhandler alene forholdet til naturen, og ikke om planerne er gode eller dårlige for Hirtshals.
De naturmæssige interesser omhandler forholdene for fuglen toplærken og sommerfuglen okkergul pletvinge, der er rødlistet. Det er positivt, at overdrevet mod nord og skrænterne mod vest ikke berøres, og at der er en bufferzone mod byggefeltet.
DN Hjørring vurderer, at toplærken allerede med beslutningen om bebyggelse på Cirkuspladsen tabte det afgørende slag, og DN Hjørring håber, at toplærken vil søge til det naturbeskyttede overdrev og de vestlige skrænter, som, DN Hjørring håber, må få en passende naturpleje. Det vurderes, at denne lokalplan formentlig ikke vil gøre levevilkårene markant ringere for toplærken med de afværgeforanstaltninger, der er lagt ind i lokalplanforslaget.
DN Hjørring vurderer også, at sommerfuglen okkergul pletvinge ikke vil få forringede levevilkår med afværgeforanstaltningerne i lokalplanen. Der gøres opmærksom på vigtigheden af naturpleje med såning/plantning af de arter, som sommerfuglen er afhængig af.
DN Hjørring finder lokalplanens bestemmelser om flade tage med bevoksning af hjemmehørende plantearter og græstørv gode og opfordrer til, at disse bestemmelser om tagkonstruktioner og materialer benyttes i andre lokalplaner i Hjørring Kommune. Endelig mener DN Hjørring at bestemmelser om solcelleanlæg burde være et standardkrav ved alle større nybyggerier i kommunen.
Her kunne godt bruges en præcisering af areal og effekt, og hvorvidt solcelleanlæg har en negativ effekt i forhold til de naturmæssige funktioner, som tagene også skal have.