Indsatsledervogn udbrændte under markbrand ved Hjørring

En markbrand ved Hjørring resulterede fredag i, at en indsatsledervogn fra Nordjyllands Beredskab gik tabt.

1654

Nordjyllands Beredskab blev ved middagstid fredag kaldt til en markbrand på Øster Thirupvej øst for Hjørring. Der var tale om en kraftig brand, og røgen drev ind over motorvej E39, som måtte spærres i begge retninger.

Ved indsatslederens ankomst parkerede han på en stubmark og løb ud for at få sig et overblik over branden. Men da han kort efter kastede et blik tilbage, stod indsatsledervognen i flammer. Vognens brandvarme katalysator havde nemlig startet endnu en brand på den knastørre mark, oplyser DR Nyheder.

– Jeg ved det jo godt. Når man kører ind over en mark i disse tider, så er der risiko for brand. Hvis jeg nu ikke havde lavet det nummer her, så havde jeg nok hurtigere fået overblik, og så havde vi fået slukket branden hurtigere, siger indsatsleder Jesper Ludvigsen til DR Nyheder.

Branden var slukket efter en times tid.

Plakater advarer bilejere

I den aktuelle tørke kan en varm bil parkeret i naturen hurtigt starte en naturbrand. Derfor har tre kommuner i Nordjylland – Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt kommuner – da også valgt at sætte advarselsplakater op. Plakaterne advarer på dansk, engelsk og tysk mod, at man parkerer sin bil på et underlag, der kan brænde.

– Hvis folk bliver advaret, er der større chance for, at de ikke parkerer biler på tørt græs og i rabattens kant. Vi har rigtig mange turister og sommerhuse her i Nordjylland, og jeg tør da slet ikke tænke på, hvis en brand fik fat i et sommerhusområde, fortæller Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), som også er formand for Nordjyllands Beredskab.

De tre kommuner bruger 70-80.000 kroner på plakaterne, der er trykt i 2.000 eksemplarer.

Kilde: Beredskabsinfo.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
John lindberg
5 år siden

Hvis han nu havde parkeret sin bil oppe ved vejen og gået de 800 meter ned … og så komme forsent til at hjælpe tilskadekomne. . Og der efter skulle 800 meter tilbage til sin rullende kontor .. så havde der været anledning til kritik… skal man lære noget af det her så er bilen ikke udstyret godtnok til opgaven .. væk med katalysator og bedre afskærmning af udstødning .. indsatsleder laver ingen fejl … blot sort uheld