Netop kommet indenfor døren i sidste minut gennes vi som gæster med høj stemme og en pensioneret overlærers autoritet alle atter ud ad døren i Gøgsigs Pakhus.
Det er selvfølgelig primus motor Hans Gøgsig, som til daglig bor på en landejendom øst for Tornby nær Varbro Å, der gerne vil have os ud i den friske luft, hvor vi skal bydes velkommen til weekendens store udstilling i de rustikke og atmosfærefyldte rum på de tre etager i Gøgsigs Pakhus.
Udenfor bydes vi da også hjerteligt velkommen, hvorefter ferniseringens egentlige taler er Jens Ole Jørgensen, som har været med fra start og er tidligere formand for Den selvejende Institution Gøgsig Pakhus.
Aldrig så snart er han kommet godt i gang, før regnen imidlertid tvinger os ind i det gamle pakhus, hvor en af pointerne i talen er, at de unge desværre ikke længere investerer i kunst, men hellere køber en plakat på nettet.
Der har da også af helt uforståelige grunde været en dalende interesse for at besøge de ellers traditionsrige og yderst seværdige udstillinger, der startede helt tilbage i 1984. Dengang blev det gamle pakhus ligefrem omtalt som et kunsttempel i Sindal.
Jens Ole Jørgensen har afslutningsvis stor ros til bestyrelsen og Hans Gøgsig. Sidstnævnte får dernæst igen ordet og introducerer med lune anekdoter gæsterne for de 12 udstillere, idet tovholderen selv er nummer 13 i rækken.
Herefter slippes gæsterne med et glas vin eller vand løs i udstillingen, som i billeder og skulpturer spænder fra en mere konkret naturalisme over inderlig ekspressivitet til den vildere abstrakte tilgang på øverste etage, der blandt andet rummer billeder af skuespiller og maler Kresten Andersen samt netop Hans Gøgsig.
Det vil føre for vidt her at omtale hver enkelt kunstner og fuldstændigt umuligt at inddrage alle værker, men lige præcis Hans Gøgsig sætter faktisk FlaskePostens udsendte med frue på en lille øvelse foran et særdeles fascinerende maleri af Hanne Dalgård Larsen.
Hvad ser I på billedet, spørger ganske enkelt Hans Gøgsig. I første omgang ser vi en voksen kvinde, der går med en pige i hånden langs en strand og øverst til venstre en mindre by i baggrunden, men langsomt sker der noget i højre side af maleriet.
Her toner et ansigt frem, men det vender bogstavelig talt på hovedet. Kunstneren har meget kort fortalt malet oven på et af sine egne malerier, men har ladet noget af det oprindelige motiv stå tilbage.
Billedet har derved fået en ganske uudgrundelig dybde, der umiddelbart suger betragteren ind i billedet, indtil synsindtrykkene samler sig og man kommer til sans og samling og finder nye sammenhænge i maleriet.
På samme måde er det med såvel det gamle pakhus, der har sin helt egen historie, som nok er værd at fordybe sig i via linket nedenfor, som også resten af udstillingen, der ikke bare fortjener et besøg, men også tid til fordybelse.
Søndag den 26. august er udstillingen igen åben fra kl. 11 til 14 i Gøgsigs Pakus.
Link til foromtale med navne på alle udstilllere: Hans Gøgsig med venner i Gøgsigs Pakhus
Læs mere om det gamle hus her: Gøgsigs Pakhus
