Indbrudstyve i værksted i Vrå og hos Elgiganten

Klokken 23.03 blev der anmeldt indbrud i Elgiganten i Hjørring, hvor politiet endnu ikke har overblik over eventuelle tyvekoster. En halv time senere blev der anmeldt indbrud i et autoværksted i Vrå.

333
Foto: Arkiv.

En gruppe rumænske mænd er natten til mandag anholdt og sigtet for en række indbrud, der er blevet begået flere steder i Nordjylland blandt andet Hjørring og Vrå.

– Vi sigter dem alle for en stribe indbrud, der er begået flere steder i politikredsen i går aftes og her i nat, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Mikkel Brügmann til TV2 Nord.

Politiet kom på sporet af mændene, da der søndag aften omkring klokken 21.00 var indbrud i to autoværksteder i Aalborg. Ved det ene indbrud blev der brugsstjålet en hvid personbil af mærket BMW.

Herefter blev der begået indbrud flere steder i Nordjylland.

Klokken 23.03 blev der anmeldt indbrud i Elgiganten i Hjørring, hvor politiet endnu ikke har overblik over eventuelle tyvekoster. En halv time senere blev der anmeldt indbrud i et autoværksted i Vrå.

Klokken 23.45 var den gal igen – denne gang gik det udover Købmandsgården i Brønderslev. Her blev der stjålet kontanter, skrabelodder og slik. Og slutteligt blev der anmeldt indbrud i en skobutik i Hune klokken halv et.

Forfulgt af politiet
Kort efter det sidste indbrud, cirka klokken 00.50, blev den brugsstjålne bil kortvarigt eftersat omkring Pandrup af politiets runderende patruljekøretøjer.

– Da den brugsstjålne bil blev bragt til standsning af vores patruljer, løb personerne fra bilen, men blev anholdt i nærområdet ved brug af tjenestehund, siger politikommissær Mikkel Brügmann.

Politikommissæren tilføjer, at politiet ikke kan udelukke, at der i løbet af dagen og den kommende tid vil komme flere anmeldelser og indbrudsforhold til, når efterforskningen skrider frem.

De seks anholdte mænd er i alderen 18-27 år, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, mandag, hvor politiet vil begære dørene for lukket af hensyn til efterforskningen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments