Imponerende Winemakers Dinner på Restaurant Lilleheden

Den imponerende komposition fik fremtryllet et perfekt samspil mellem udsøgte vine og en otte retters menu.

9

Når man på to af denne artikels billeder ser Mona og Ejvind Kjeldsen Jensen samt den hollandske vinkender Sander Vriend sidde sammen med store smil, skyldes det ikke mindst, at de i samarbejde med køkkenpersonalet havde formået at skabe en imponerende velkomponeret Winemakers Dinner, der fredag aften blev serveret på Restaurant Lilleheden.

Aftenen blev indledt på altanen med den fantastiske udsigt over Hirtshals Havn. Her blev der serveret østers henholdsvis gratinerede med sauce Mornay og råmarinerede med æbler og løg vinagreitte, hvortil der blev smagt på en mousserende Michelle Brut, der er produceret på de to oprindelige champagnedruer Chardonnay og Pinot Noir. Godt begyndt er som bekendt halv fuldendt.

Derefter blev gæsterne budt til bords indenfor, hvor der blev serveret ristede kammuslinger, jomfruhummere, unghane braseret i hvidvin, ristet lyssej og blåmuslinger i cremet safransauce med rodfrugter og pærer, langtidsstegt krondyrfilet, en håndfuld forskellige oste og endelig chokoladekiksekage med chili og mini pandekage med skum samt Appelsin Panna Cotta.

Det lyder i sig selv imponerende, men kunsten bestod ikke i til disse delikate retter tilberedt af friske råvarer at have fundet de rigtige vine, idet Sander Vriend sammen med Mona og Ejvind Kjeldsen Jensen samt datteren Signe var gået den stik modsatte vej og først havde udvalgt de vine, der skulle præsenteres og serveres, hvorefter menuen så skulle komponeres og tilpasses den udsøgte amerikanske druesaft, der blev rundhåndet serveret i store glas.

Hvor kompliceret et gastronomisk projekt det har været, gør man sig som udenforstående næppe nogen realistiske forestillinger om, men arrangørerne slap altså mildest talt ufatteligt godt fra det ambitiøse arrangement. Fuldendt blev aftenen imidlertid ikke mindst i kraft af lige præcis den anerkendte vinsmager Sander Vriends formidable formidling af sin enorme viden om nogle af de aller bedste vine fra USA.

Vineksperten kom ind på betydningen af alt fra geografi og vejrlig samt jordens bonitet, især i Washington State og Stag’s Leap District, til beskæring af vinplanterne og lagring samt små tricks til ændring af vinens smag ved indtagelse. Menuens vine blev i sagens natur ligeledes grundigt introducerede, men det vil føre alt for vidt her at skulle nævne dem alle og især at beskrive deres individuelle karakter og kvaliteter. Ingen nævnt og ingen glemt.

– Modsat mange andre restauratører, der har en fast faktor, som de ganger indkøbsprisen med helt uafhængigt af vinens beskaffenhed, har vi i flere år bestræbt os på at sælge de gode vine med relativt lavere fortjeneste, når bare vi har kunnet opretholde en tilstrækkelig hastighed i omsætningen, der gør det muligt, fordi vi gerne vil give kunderne en oplevelse af sammenhæng mellem madens og vinens gode kvaliteter, fortæller Mona Kjeldsen Jensen.

På bordene ved det udsolgte arrangement lå der oven i købet på alle gæsters pladser en informativ og flot folder, hvor Mona Kjeldsen Jensen kortfattet og præcist præsenterede aftenens menu og vine samt Sander Vriend. Under omtalen af hver vin var der desuden gjort plads til gæsternes egne notater om smagsindtryk, idet man efterfølgende fik mulighed for at købe vinene til favorable priser.

Der findes mange med viden om vin, men ikke ret mange formår at formidle den med så stor passion og så meget humor, som netop Sander Vriend, der denne aften var ledsaget af Claus Esmark fra det veletablerede vinfirma Kjær & Sommerfeldt, som blev etableret i 1875. Aftenen blev dog retfærdigvis rundet af også med velfortjente klapsalver til køkkenpersonale og tjenere.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments