Discard har længe delt vandene i fiskeripolitikken, men burde egentlig ikke være så svært at forholde sig til.
Discard er kort fortalt den del af en fiskefangst, der smides ud igen. Det kan være konsumfisk under mindstemålet eller andre arter, der ikke er interessante for fiskeren.
Der er dog tilsyneladende end ikke helt fodslag indbyrdes i partierne, hvilket i disse uger kan konstateres mellem socialdemokraternes fødevareminister Dan Jørgensen og Ole Christensen, som er socialdemokratisk medlem af Parlamentet i EU.
– For at de nye regler kan træde i kraft, skal de eksisterende regler kigges efter i sømmene. Det duer ikke noget, at vi indfører landingsforpligtigelsen, hvis der andre steder i lovgivningen står, at det er lovligt at smide bestemte fisk over bord, skrev fornylig i et nyhedsbrev Ole Christensen.
– Der bliver ikke ændret på datoen for, hvornår et forbud mod discard træder i kraft for pelagisk fiskeri, industrifiskeri og fiskeri i Østersøen, lød det ikke desto mindre og meget bombastisk få dage senere fra fødevareminister Dan Jørgensen med en udtalelse citeret i FiskeriTidende.
Dybest set er de to herrer med så stor indflydelse på fiskeriet vist ikke uenige, men teknikaliteter og taktisk spil for galleriet har før haft det med at spænde ben for pragmatiske løsninger eller trække dem i langdrag. Indtil videre ser det imidlertid ud til, at forbuddet mod discard som planlagt træder i kraft den 1. januar 2015.
For fiskernes og forbrugernes skyld må man da også håbe, at der skæres igennem det politiske og bureaukratiske spilfægteri.